Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 1998 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse på andet grundlag end udlændingelovens § 7. Ansøgeren blev i perioden fra 2015-2020 idømt fængsel i henholdsvis 1 år og tre måneder, 3 år og 11 måneder samt 2 år for blandt andet personfarlig kriminalitet, økonomisk kriminalitet samt overtrædelser af våbenloven og lov om euforiserende stoffer. Ansøgeren blev i 2020 udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Ansøgeren indgav ansøgning om asyl i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er ateist fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse af Taliban på baggrund af vestliggørelse. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han kom til Danmark, da han var [0-3 år], og kun har opholdt sig i Afghanistan i [en kort periode] i 2021. Ansøgeren har siden han var [8-11 år] boet på danske opholdsinstitutioner og således tilegnet sig danske værdier og traditioner. Ansøgeren taler ikke sproget i Afghanistan og har ikke kendskab til afghansk kultur i en sådan grad, at han vil kunne begå sig problemfrit i landet. Ansøgeren er ateist, går vestligt klædt og har tatoveringer [flere steder på kroppen]. Ansøgeren har videre henvist til, at han under sit [korte] ophold i Afghanistan i 2021 arbejdede for en [vestlig] NGO. Udlændingestyrelsen har ved afgørelse [i foråret] 2023 fundet, at ansøgeren som følge af vestliggørelse isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren. Af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført, tiltrædes det endvidere, at der efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder ansøgernes personlige forhold, ikke foreligger sådanne særlige grunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det tiltrædes herunder, at ansøgeren er dømt for særlige farlige forbrydelser, og at han fremadrettet må betragtes som en fare for samfundet. Oplysningerne om ansøgerens ringe tilknytning til Afghanistan kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2024/15/marau