Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har oplyst, at han er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [landsby], Tjetjenien, Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 2015-2016] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygtede at blive tilbageholdt og slået ihjel af myndighederne, fordi han var flygtet fra myndighederne. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med sin asylsag. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt til grund, at klageren er georgisk statsborger. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at klageren er eftersøgt af de tjetjenske myndigheder, fordi han efter at have været tilbageholdt og udsat for overgreb er flygtet fra myndighederne, der har anklaget hans [familiemedlem] for at hjælpe oprørere. Klageren har endvidere henvist til, at han har opnået en sådan stærk tilknytning til Danmark, at nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse vil indebære et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til privat- og familieliv, jf. EMRK art. 8. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet, herunder om hans statsborgerskabsforhold, til grund. I forbindelse med Flygtningenævnets behandling af klagesagen er der i [efteråret] 2022 via Udenrigsministeriet blevet iværksat en høring af de georgiske myndigheder i forlængelse af de høringer, der har været iværksat af Udlændingestyrelsen. Det georgiske udenrigsministerium har i en besvarelse af [sommeren] 2023 anført følgende: ”… The citizen is listed as [navn] (born on [dato]), and he is considered as a citizen of Georgia, according to the data kept in the State Services Development Agency’s unified electronic database. …” I en supplerende udtalelse af [sommeren] 2023 har det georgiske udenrigsministerium anført bl.a.: ”Parents of [navn] (date of birth: [dato]) of birth certificate N12 are indicated: father – [navn], (born on [dato]) mother – [navn] (date of birth: [dato]). A change has been made in the column of the father’s name in the record of the birth certificate without verification. In addition, the consular department has to hand over to the embassy a copy of the photo of [navn], submitted during the issuance of the Georgian citizen’s passport, provided by the State Services Development Agency.” Det fotografi, der er nævnt i udtalelsen, har sammen med et fotografi, der er taget af Udlændingestyrelsen i 2014, været underkastet en undersøgelse hos Nationalt ID-center med henblik på ansigtssammenligning. Af Nationalt ID-centers udtalelse af [efteråret] 2023 fremgår, at centerets analyse i overvejende grad understøtter, at det fremsendte materiale viser den samme person (+2). Det fremgår videre af udtalelsen, at denne konklusion angiver, at resultatet for ansigtssammenligningsundersøgelsen taler for, at det fremsendte fotomateriale, med en overvejende grad af sandsynlighed, viser den samme person. Der er således en større overvægt af ligheder frem for forskelle i det fremsendte materiale. På denne baggrund, og i øvrigt af de grunde, der er anført herom af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2022 om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse, finder Flygtningenævnet, at myndighederne har løftet bevisbyrden for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, og at han på tidspunktet for opnåelse af opholdstilladelsen i 2015 ikke var i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7 i sit hjemland, idet det lægges til grund, at han er statsborger i Georgien og efter indholdet af de indhentede udtalelser fra den georgiske ambassade, der også indeholder oplysninger om de georgiske myndigheders oplysninger om hans forældre og om hans georgiske fødselsattest (N12), også var georgisk statsborger på tidspunktet for meddelelsen af opholdstilladelsen i Danmark i 2015. Den af klageren fremsendte folkeregisterudskrift af [sommeren] 2022, som klageren har indhentet i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen, og de kort forud for nævnsmødet fremlagte fotografier, kan ikke føre til en anden vurdering. I lyset af de øvrige oplysninger, der fremgår af de indhentede udtalelser fra de georgiske myndigheder, kan det heller ikke føre til en anden vurdering, at der er anvendt forskellige stavemåder vedrørende klagerens navn i udtalelserne. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at klageren ved en tilbagevenden til Georgien, hvor han efter det oplyste har været på ferieophold to gange efter indrejsen i Danmark, vil være i nogen asylrelevant risiko. Den omstændighed, at klageren frygter en russisk invasion i Georgien, kan ikke føre til en anden vurdering, da denne frygt ikke er underbygget og beror på klagerens egen formodning. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han på dette grundlag vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Det følger af det ovenfor anførte, at Flygtningenævnet - uanset de af den beskikkede advokat fremsatte indsigelser mod udtalelserne fra de georgiske myndigheder - ikke finder grundlag for på ny at udsætte sagen med henblik på indsættelse af supplerende oplysninger fra de georgiske myndigheder om bl.a. tidspunktet for, hvornår klageren fik udstedt det georgiske pas med det fotografi, som er indgået ved ansigtssammenligningen. Spørgsmålet er herefter, om Danmarks internationale forpligtelser uanset den udviste svig er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Af de grunde, der er anført herom af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2022, og idet oplysningen om at klageren nu på ny har fået arbejde, og at han har oplyst, at han har mange venner og bekendte i Danmark, herunder danskere, polakker og tjetjenere, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder nævnet, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8 om beskyttelse af retten til privatliv og familieliv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Geor/2024/1/EEB