Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand der var blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til chikane fra privatpersoner og helbredsmæssige problemer i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst at have været udsat for chikane af privatpersoner i Tyskland, og at han er blevet forfulgt af personer med tilknytning til [en islamistisk gruppe] i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med disse privatpersoner i Tyskland, må henvises til at tage kontakt til de tyske myndigheder, herunder det tyske politi, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren har helbredsmæssige problemer i form af [diverse helbredforhold], og at klageren er henvist til psykolog, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Tyskland har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 har oplyst, at han har været tilbage i [hjemlandet] efter indgivelse af anmodning om international beskyttelse i Tyskland, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at den ansvarlige medlemsstats forpligtelser bortfalder, såfremt det kan dokumenteres, at klageren har forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder, jf. Dublinforordningens artikel 19, stk. 2. Nævnet har ved vurderingen tillagt det betydelig vægt, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for det påståede ophold i [hjemlandet]. Nævnet finder på den baggrund, at Tysklands ansvar ikke er bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/44/JLY
