Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Schweiz, og klagerens frygt for refoulement. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der i Schweiz er utilstrækkelige modtage- og indkvarteringsforhold, og at klageren ved en tilbagevenden til landet frygter at blive udsendt til [land], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Schweiz ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Schweiz vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Schweiz er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Schweiz, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Heller ikke det forhold, at klageren lider af [lidelse] kan føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det må antages, at klageren i Schweiz vil kunne få medicin og modtage behandling herfor, såfremt dette måtte blive nødvendigt. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2023/3/CARA
