Nævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, jf. Dublinforordningen, vedrørende en familie, der var i besiddelse af gyldigt polsk visum. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævn.
Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet har besluttet at afgøre sagen på det foreliggende grundlag.
Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagernes ansøgninger om asyl behandles i Danmark.
Flygtningenævnet har ved nævnets endelige afgørelse i sagen lagt vægt på, at der ikke er indhentet og modtaget den forudsatte garanti fra de polske myndigheder, hvorefter klagerne og deres medfølgende barn vil blive mødt af en asylprocedure og modtage- og indkvarteringsforhold i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser.
Det bemærkes, at Flygtningenævnet er opmærksom på, at klagerne efter det oplyste er udeblevet, at de danske myndigheder ikke er bekendt med, hvor de opholder sig, og at der derfor på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at realitetsbehandle ansøgningerne om asyl i Danmark. Såfremt klagerne genopdukker, skal sagerne imidlertid realitetsbehandles i Danmark, medmindre ansvaret for behandlingen af asylansøgningerne på det tidspunkt måtte være overgået til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/17