Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et visum i Polen, før han indgav sin ansøgning om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for frihedsberøvelse og manglende adgang til indkvartering, samt risikoen for at blive nægtet adgang til asylsagsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb den [i foråret] 2023 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger vedrørende risikoen for nægtelse af adgang til indkvartering og frihedsberøvelse af asylansøgere. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af AIDA’s rapport ”Country Report: Poland – 2022 Update”, udgivet i maj 2023, side 55 ff., at alle asylansøgere i Polen har adgang til landets modtagecentre, og at der i de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er oplysninger om, at Dublin-returnees har problemer med at få adgang til disse modtagecentre. Flygtningenævnet finder derfor ikke grund til at antage, at klageren ikke vil have adgang til indkvartering. Nævnet bemærker hertil, at Polen har accepteret at overtage behandlingen af klagerens asylsag. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der blandt andet henvises til AIDA’s seneste rapport ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum sekers”, udgivet den 7. april 2023, side 24f: ”Overcrowding does not appear to be an issue. […] Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being re-leased from detention.” For så vidt angår det anførte om, at klageren risikerer frihedsberøvelse i Polen, bemærker Flygtningenævnet, at frihedsberøvelse af asylansøgere, herunder også Dublin-returnees, ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og 5, og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders (EU-Chartret) artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til ophold i landet. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i EMRK og EU-Chartret. Flygtningenævnet er opmærksom på, at der ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger i stort omfang sker frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, der overføres til landet i medfør af Dublinforordningen. Nævnet er ligeledes opmærksom på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende sager om frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, og at disse sager hovedsageligt vedrører familier med mindreårige børn. Nævnet bemærker imidlertid også, at det af AIDA’s førnævnte rapport, ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on the Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, fremgår, at der er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Det fremgår blandt andet af side 29: “According to the NGO Nomada, which provides assistance at various detention centres, in the second half of 2022 Dublin returnees were not detained upon arrival in most cases, in a change from previous practices. Instead, they were sent to the Border Guard offices on the German border. From that point, it is up to the Border Guard to request detention measures, but in practice many courts seem to have denied approval of these requests over the last few month.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Polen, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Polen, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endvidere, at der heller ikke er konkrete omstændigheder, som kan begrunde, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2023/10/EEB
