syri20245

Nævnet omgjorde i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Syrien. Klageren har boet i [mellemøstligt land] mellem [1980´erne] og 2015, og har ikke været i Syrien siden sin udrejse i [1980´erne]. Klageren har under sit ophold i [mellemøstligt land] sympatiseret med Det Muslimske Broderskab, samt deltaget i demonstrationer for broderskabet i [mellemøstligt land]. Klageren har derudover deltaget i demonstrationer i Danmark mod det syriske regime. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved Udlændingestyrelsens afgørelse [i efteråret] 2015 burde have været meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af hans sønner, [søn A] og [søn B], opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller som følge af sine individuelle forhold. Klageren har til støtte for sin påstand om konsekvensstatus oplyst, at hans sønner, [søn A] og [søn B], boede hjemme hos klageren i [mellemøstligt land], at de var ugifte, at de både udrejste og indrejste sammen med klager, og at de boede med klageren efter indrejsen og under asylsagsbehandlingen. Klageren har om sine individuelle forhold oplyst, at hans [familiemedlem A] blev fængslet efter klagerens udrejse fra Syrien, og at der er blevet spurgt efter klageren, som følge af en mistanke om, at han enten var medlem af Det Muslimske Broderskab eller at han sympatiserede med Det Muslimske Broderskab. Endvidere har klageren oplyst, at han i [mellemøstligt land] sympatiserede med og deltog i demonstrationer for Det Muslimske Broderskab, samt at hans søn, [søn B], har været tilbageholdt og udspurgt om klageren i Syrien i 2010. Klageren har desuden oplyst, at han er udeblevet fra sin værnepligt i Syrien, og at der i den forbindelse er blevet spurgt efter ham, samt at hans tre sønner ikke har aftjent værnepligt i Syrien. Afslutningsvis har klageren oplyst, at han har deltaget i demonstrationer i Danmark mod det syriske regime, og at hans tre sønner udøver politiske aktiviteter i forskelligt omfang, herunder blandt andet ved deltagelse i demonstrationer og i et tv-interview. Klageren indrejste [i efteråret] 2015 i Danmark sammen med sine to sønner [søn A] og [søn B], som da var var [i starten af 20´erne]. Sønnerne fik [i efteråret] 2015 opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, mens klageren samme dato fik opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker, at det afgørende for, om en ansøger kan opnå konsekvensstatus, først og fremmest er, om ansøgeren og hovedpersonen vurderes at tilhøre samme familieenhed. Ved vurderingen kan praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indgå. Klageren har boet i [mellemøstligt land], siden han i [1980´erne] flygtede fra Syrien som [12-15-årig], og indtil han i 2015 indrejste i Danmark. Han stiftede familie i [mellemøstligt land] og boede sammen bl.a. sine to sønner [søn A] og [søn B], som ikke havde stiftet selvstændig familie. Klageren indrejste i Danmark sammen med disse to sønner. I Danmark fortsatte han med at bo sammen med [søn A] og [søn B] indtil [vinteren 2018/2019]. Flygtningenævnet vurderer derfor, at klageren og hans sønner [søn A] og [søn B] på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015 tilhørte samme familieenhed. Klageren opfyldte derfor på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015 betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hans dengang hjemmeboende sønners opholdstilladelser. Det fremgår af et referat fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og nævnets prøvelse er isoleret set alene, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 Syri/2024/5