syri202363

Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i et år og tre måneder for overtrædelse af en række bestemmelser i straffeloven vedrørende personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i tolv år. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2021 udvist med indrejseforbud i tolv år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2022-2023] truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], [distrikt], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er i den militærpligtige alder, men at han ikke ønsker at slå mennesker ihjel. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at Partiya Karkeren Kurdistan (PKK) vil tvangshverve ham. Til støtte herfor har klageren oplyst, at klagerens far – inden klagerens udrejse af Syrien – blev kontaktet af PKK, der meddelte, at klageren burde tilslutte sig PKK og kæmpe for dem. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren, der er i den militærpligtige alder, er i risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, hvilket han ikke ønsker, og at klageren allerede som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er dømt for at have begået personfarlig kriminalitet omfattet af [en række bestemmelser i straffeloven] ved blandt andet flere gange at […] fra [efteråret] 2019 til [efteråret] 2020, samt vold over for flere personer ved at have [voldelige overgreb]. Klageren er endvidere dømt for at have [trusler] og truet en anden person. Strafferammen for overtrædelse af straffelovens [bestemmelser] er fængsel op til otte år. Klageren er idømt en straf på fængsel i et år og tre måneder, og det er i dommen anført, at der er taget hensyn til kriminalitetens karakter, grovhed og omfang, ligesom forholdene er begået forsætligt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) ansøgerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. I forbindelse med vurderingen af om klageren som følge af sin kriminelle adfærd kan betragtes som en fare for samfundet, bemærker Flygtningenævnet, at klageren er idømt fængsel i et år og tre måneder, og at kriminaliteten, som er personfarlig, er udøvet over for flere personer på flere forskellige tidspunkter i perioden fra [efterfåret] 2019 til [efteråret] 2020. Klageren blev løsladt efter [landsrettens dom], og han kom på [center]. […]. Klageren har haft en problemfri afsoning, og han er ifølge udtalelse fra Kriminalforsorgen stille og rolig og deltager blandt andet i [aktiviteter] på [center]. I forhold til ansøgerens familiemæssige situation fremgår det, at han har en kæreste, […], og [fjernere familiemedlemmer] i Danmark. Klagerens [øvrig familie] bor i Syrien. Efter en samlet helhedsvurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klageren har udvist en sådan kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han er en fare for samfundet. […]. Flygtningenævnet finder heller ikke på baggrund af det oplyste om klagerens personlige forhold, at særlige grunde taler imod, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, ikke er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2023/63/tps