Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelser i en sag vedrørende en mandlig ansøger fra Irak. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by A], Irak. Han var oprindeligt muslim, men har ikke praktiseret islam, og han opfatter sig nu som frafalden muslim og kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger og har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren henviste under asylsagsbehandlingen i 2015-2016 til, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerede at blive dræbt af ISIL og partiet PUK, såfremt han ikke tilsluttede sig partiet. Han henviste endvidere til den dårlige sikkerhedssituation i hans hjemområde på det tidspunkt. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han anser sig som en frafalden muslim og kristen. Han frygter som følge heraf, at han ved en tilbagevenden vil blive dræbt eller at blive udsat for andre former for forfølgelse fra sin familie og befolkningen. Ansøgeren har under genoptagelsessagen henvist til, at han på intet tidspunkt har praktiseret islam, og han har siden 1980’erne været kritisk over for islam som følge af de overgreb mod den kurdiske befolkning, som fandt sted under Saddam Husseins styre i 1980’erne og under ISIL´s tilstedeværelse i den kurdiske del af Irak i 2014-2016. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark fået stigende interesse for den danske kultur og traditioner, herunder kristendommen, og han begyndte i [foråret] 2023 at gå i kirke. Han har deltaget i flere gudstjenester og har læst i biblen, også efter at han blev frihedsberøvet i [efteråret] 2023 med henblik på udsendelse til Irak. Det er ansøgerens hensigt at deltage i et yderligere undervisningsforløb med henblik på at blive døbt. Under opholdet i [center] har ansøgeren modtaget trusler fra en praktiserende muslim. Under nævnsmødet har ansøgeren som yderligere asylmotiv henvist til, at de generelle forhold i Irak, herunder som følge af de nylige iranske bombardementer af områder i Irak, nu er af en sådan karakter, at det er asylbegrundende, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bestemte ved sin afgørelse af [dato] 2016, at ansøgeren ikke var i en asylbegrundende situation omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, idet nævnet fandt, at ansøgeren ikke var profileret i forhold til Islamisk Stat, og at han heller ikke konkret og individuelt risikerede forfølgelse fra partiet Patriotic Union of Kurdistan. Ansøgeren blev ved afgørelsen pålagt at udrejse inden syv dage fra afgørelsen. Hjemrejsestyrelsen havde planlagt udsendelse af ansøgeren til Irak den [dato] 2023. Den [dato] 2023 fremsatte ansøgerens advokat anmodning om genoptagelse af sagen i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion, er der efter Flygtningenævnets faste praksis anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, særligt når konversionen er sket efter udrejsen fra hjemlandet, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Nævnet lægger herved først og fremmest vægt på dels, at ansøgeren ikke er døbt, dels at han ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for ham og hans bevæggrunde for at konvertere, herunder hans indre overbevisning, fremstår generelle, overfladiske og konstruerede. Ansøgeren har i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning generelt henvist til - blandt andet - at kristendommens budskab er, at der ikke skal gøres ondt mod nogen, at man i kristendommen har rettigheder, at kristendommen er humanitær, at han har det psykisk godt i kirken, og at han elsker den fred, han føler i kirken. Ansøgeren har videre under nævnsmødet besvaret spørgsmål om baggrunden for sin konversion ligeledes med en mere generel henvisning til, at kristendommen repræsenterer det, som ansøgeren føler, han er, herunder at kristendommen er human og fuld af kærlighed. Ansøgeren har endelig under nævnsmødet demonstreret et yderst begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet lægger også vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren, der har opholdt sig i Danmark siden 2015, først har vist interesse for kristendommen i [foråret] 2023, på et tidspunkt, hvor han havde fået afslag på asyl og boede på [center]. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke er udtryk for en indre overbevisning af religiøs karakter, og nævnet vurderer således, at konversionen alene har haft til formål at konstruere et asylgrundlag. Ansøgerens deltagelse i 7 gudstjenester og 7 bibelundervisningslektioner af hver 45-60 minutters varighed efter [foråret] 2023 kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren er stærkt kritisk over for islam, ikke praktiserer islam og anser sig selv som en frafalden muslim, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren som ovenfor nævnt ikke kan anses for at være konverteret til kristendommen eller til en anden religion. Dertil kommer, at ansøgeren først under genoptagelsessagen har oplyst, at han er frafaldet islam, hvorimod han under sin oprindelige asylsag i 2016 oplyste, at han ikke praktiserede sin religion. Videre lægger nævnet vægt på, at det fremstår konstrueret til lejligheden og ikke sandsynligt, at ansøgerens familie, herunder hans to [familiemedlemmer], [B] og [C], og hele klanen, skulle være bekendt med, at ansøgeren anser sig som frafalden muslim. Dette understøttes af, at ansøgeren blandt andet fortsat er [forbundet på et socialt medie] med sine [familiemedlemmer], [B] og[C], som han angiveligt frygter ved en tilbagevenden til Irak. Endelig bemærkes det, at ansøgeren ifølge sin forklaring fra han var omkring [i midt 20’erne] til hans udrejse fra Irak som [i 40’erne] ikke er kommet i moskeen overhovedet, uden at dette har haft nogen konsekvenser for ansøgeren. Heller ikke ansøgerens opslag på [et socialt medie] blandt andet om [kritiske udtalelser rettet mod islam], kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak, herunder i det kurdiske område af Irak, er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan være asylbegrundende. Det forhold, at Iran for nylig har bombet mål i det kurdiske område af Irak kan ikke føre til andet resultat. Der er derfor heller ikke noget grundlag for at give ansøgeren ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2024/2/MNR
