Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland og den tyske asylsagsprocedure. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at det har været vanskeligt for klageren at opholde sig i Tyskland, at han har haft et meget svært liv, og at han har brug for den stabilitet og tryghed, som han oplever i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at de tyske myndigheder ikke har foretaget en fyldestgørende vurdering af klagerens ansøgning om international beskyttelse, idet klageren har oplevet at blive indkaldt til de samme samtaler, hvor han stilles de samme spørgsmål, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren må henvises til at klage til den relevante, overordnede myndighed i Tyskland, hvis klageren fortsat oplever, at de tyske myndigheder ikke foretager en fyldestgørende sagsbehandling af klagerens sag. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Tyskland har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de tyske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende sagsbehandling af klagerens asylsag og således ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/5/JLY
