dub-ital20245

Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til adgangen til asylsagsproceduren og indkvarteringsforholdene samt til, at klagerens opholdsstatus i Italien er uafklaret. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det er uklart, hvilken opholdsstatus klageren har i Italien, og at det som følge heraf er uklart, hvorvidt han vil få adgang til asylproceduren og til indkvartering, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet traf i en række sager den 3. og 9. oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af klageren anførte om, at han i Italien har problemer med sin tidligere ægtefælles familie, der opholder sig i Italien, og som har truet klageren med at slå ham ihjel, hvis de finder ham, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren ikke har anmeldt truslerne til det italienske politi, og at han må henvises til at rette henvendelse hertil, idet det italienske politi må forventes at have evnen og viljen til at yde den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren har fået [en operation] i sin [legemsdel], og at han har smerter, når han [bevæger denne legemsdel], kan heller ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark. Nævnet har lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne behandling herfor i Italien. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Ital/2024/5/Cara