Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Nævnet omgjorde i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og [religiøs overbevisning] fra [by], Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har dog deltaget i demonstrationer mod det iranske styre i Danmark og i diskussioner om Iran på nettet. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes ældste barn indrejste i Danmark [i efteråret] 2015. Klagerens yngste barn blev født i Danmark [i efteråret] 2016. [I vinteren 2023/2022] blev de meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun frygter fængsling og overgreb af de iranske myndigheder, fordi hun i Danmark har deltaget i politiske aktiviteter rettet mod det iranske styre. Klageren har herom oplyst, at hun, udover at have deltaget i demonstrationer i Danmark, har deltaget i flere live-diskussioner på [socialt medie] om den politiske situation i Iran. Under en af diskussionerne blev klageren truet af en mand, som klageren har oplyst er medlem af den militante gruppe, Basij. Klageren har til støtte for sin klage videre henvist til, at hun frygter overgreb fra sin familie og svigerfamilie. Klageren har herom oplyst, at de anser det som æreskrænkende, at klageren har brudt med sin ægtefælle. Klageren har anført, at hun i Iran ikke vil kunne opnå beskyttelse fra myndighederne mod overgreb og social kontrol udøvet af hendes familie, tidligere ægtefælle og dennes familie. Klageren har tillige henvist til, at hun vil stå i et modsætningsforhold til det iranske styre og hendes familie blandt andet grundet hendes fysiske fremtoning [beskrivelse af fremtoning] og hendes måde at ytre og udtrykke sig på, herunder hendes afstandstagen til kvindeundertrykkelse. Klageren har oplyst, at hun har familiemedlemmer, som har tilknytning til [embede A] og [embede B]. Klageren har til støtte for sin klage endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes medfølgende datter, [navn på datter], vil blive udsat for overgreb og blive gift bort som barnebrud. Klageren er generelt bekymret for sin datter og datterens fremtid i Iran grundet de generelle forhold for kvinder i landet. Klageren har som nyt asylmotiv henvist til sin frygt for køns- og æresrelateret overgreb på hende såvel som hendes datter som følge af hendes brud med sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet lægger indledningsvist til grund, at klageren efter sit brud med sin ægtefælle har modtaget trusler og anklager om æreskrænkelser fra egne familiemedlemmer og fra ægtefællen og dennes familie. Klageren har endvidere igennem mere end [periode] haft en kæreste her i landet. Endvidere lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har tillagt sig vestlig fremtræden [beskrivelse af fremtræden]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger om kvinders retsstilling i Iran, navnlig de etniske minoriteter i [område], at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive dræbt eller udsat for anden kulturelt betinget æresrelateret straf eller overgreb, og at det ikke kan antages, at hun vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår klagerens frygt for, at hendes datter [A] ved en tilbagevenden til Iran skulle være i risiko for tvangsægteskab, bemærker Flygtningenævnet, at dette efter det foreliggende alene beror på klagerens egen formodning. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren og hendes to mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Iran/2024/46/labja