dub-sver20243

Nævnet omgjorde i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Dansk Flygtningehjælp og advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til EMRK artikel 8 og klagerens familierelationer i Danmark, herunder at klageren var religiøst viet til en mand med opholdstilladelse i Danmark, som tillige var far til hendes barn, der er født i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har efter sagens oplysninger lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige [i efteråret] 2022 og herefter er udrejst af Sverige, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Sverige har i overensstemmelse hermed [i vinteren 2023/24] accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2024 meddelt klageren opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 19, stk. 1, at ansvaret for at behandle klagerens asylsag er overgået til Danmark. Udlændingestyrelsen har nedlagt påstand i overensstemmelse hermed. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. ”. Dub-Sver/2024/3/Sael