Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden asylsagen var færdigbehandlet. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens familiemæssige- og helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i foråret] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at hun ikke vil adskilles fra sin herboende familie bestående af tre myndige brødre og klagerens forældre, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens forældre og brødre ikke omfattes af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder videre, at henvisningen til Dublinforordningens artikel 16 ikke kan føre til, at klageren ikke kan overføres til Østrig, idet nævnet finder, at der ikke efter det oplyste består et afhængighedsforhold af en sådan karakter, at dette kan anses for omfattet af forordningens artikel 16. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 blandt andet har op-lyst, at klagerens brødre kan tage vare på dem selv samt, at klagerens forældre ikke er afhængige af klagerens støtte og hjælp, og at forældrene ifølge de for nævnet foreliggende oplysninger har frafaldet deres asylansøgninger i Danmark. Det af klageren anførte om sine helbredsmæssige forhold i form af [helbredsmæssige udfordringer], kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Østrig, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Østrig ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Østrig har tiltrådt. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af s. 124-125 af AIDAs rapport ”Country Report Austria – 2023 Update”, udgivet i juni 2024, at asylansøgere har adgang til sundhedsbehandling. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de østrigske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2024/1/mlvt
