dub-isla20241

Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Island i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har ansøgt om og er blevet meddelt visum til Island. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens tilknytning til Danmark samt klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt visum til indrejse i Island. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Island er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, og at Island dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Island [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Island, henvist til, at han har en ekstraordinær tilknytning til Danmark, som følge af hans ophold i Danmark fra [1990’erne] til [2010’erne], og som følge af, at hans yngste [barn] bor her i landet og er dansk statsborger. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet [i foråret] 2022 meddelte klageren, som var indrejst i Danmark igen i 2019, afslag på asyl og [i efteråret] 2022 meddelte afslag på genoptagelse. Klageren udrejste derefter til [klagerens hjemland], inden han på ny indrejste i Danmark og søgte asyl [i efteråret] 2023. Flygtningenævnet finder, at der ikke er sådanne særlige hensyn, herunder hensyn af humanitær karakter, som indebærer, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke længere kan anses for at have en stærk tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det nu er [15-20] år siden, klageren har haft opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke mellem klageren og hans [barn] med lovligt ophold i Danmark er et afhængighedsforhold som omhandlet i Dublinforordningens artikel 16. Forholdet mellem klageren og hans [barn] er heller ikke omfattet af begrebet familiemedlemmer i forordningens artikel 2, litra g, eller af begrebet familieliv i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren er således ikke afhængig af hjælp fra [barnet], og han har ifølge sin advokats indlæg haft kontakt med [barnet] i forbindelse med [en specifik national helligdag] i [vinteren 2023/2024]. Klageren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 oplyst, at han ikke så ofte har kontakt med [sit barn]. [Barnet] er sund og rask og klarer sig selv og er ikke afhængig af hjælp fra klagerens side. Klagerens høje alder og helbredsmæssige forhold, herunder at han [er gangbesværet som følge af en episode for] tre til fire år siden, og at han har hjerteproblemer og problemer med blodtrykket, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Island, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Island ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Island har tiltrådt. Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Isla/2024/1/mlvt