syri202361

Nævnet omgjorde i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2013. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”[I efteråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved Deres klient, den syriske statsborger [A], født [i perioden 1950-1955], fik nægtet forlænget sin opholdstilladelse oprindeligt meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Nævnet besluttede samtidig, at Deres klient skulle udrejse senest 60 dage fra afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4, jf. § 33, stk. 1. Ved mail af [vinteren 2021-2022] har De anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen. De har som begrundelse for anmodningen blandt andet henvist til, at Deres klients voksne sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, og at Deres klient på baggrund heraf er i risiko for forfølgelse i hjemlandet. Desuden har de henvist til en artikel fra Dagbladet information fra den 27. november 2021, hvor der rejses kritik af nævnets generelle praksis i sager vedrørende familiemedlemmer til syere, der har unddraget sig militærtjeneste. Ved mail af [sommeren 2023] har De fremsendt supplerende oplysninger. De har heri henvist til, at Deres klients ægtefælle, [B], er blevet tildelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Hertil kunne De oplyse, at De var af den opfattelse, at opholdstilladelsen er givet i forlængelse af de voksne sønners opholdstilladelse. De har vedlagt kopi af Deres klients ægtefælles opholdskort. Flygtningenævnet har i forlængelse heraf indhentet akterne fra Deres klients ægtefælles asylsag i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at der er tilført sagen væsentlige nye oplysninger i forhold til de oplysninger, der forelå ved den oprindelige behandling i nævnet. [I sommeren 2023] traf Udlændingestyrelsen en afgørelse, hvorved Deres klients ægtefælle, den syriske statsborger [B], blev tildelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Følgende fremgår blandt andet af Udlændingestyrelsens akter: ”Udlændingestyrelsen har ud fra en konkret vurdering, og under hensyn til forsigtighedsprincippet, vurderet, at det ikke kan afvises, at ansøger ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Vi har særligt lagt vægt på ansøgers herboende søns fortsatte regimekritiske aktiviteter på sociale medier, og det forhold, at ansøger og hendes ægtefælle forud for deres udrejse blev opsøgt på baggrund af deres sønners forhold.” Flygtningenævnet finder af hensyn til forsigtighedsprincippet, og efter en vurdering af den konkrete sag, at det ikke kan udelukkes, at Deres klient ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i lighed med Udlændingestyrelsens afgørelse i Deres klients ægtefælles sag. Flygtningenævnet finder således, at Deres klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/61/TMLO