Nævnet hjemviste i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv med regimekritiske aktiviteter men har ikke været medlem af partier eller andre grupperinger. Ansøgeren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er blevet dømt for at være i besiddelse af [regimekritisk materiale] og efterfølgende er flygtet under afsoning af sin fængselsstraf. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 1999 flyttede fra Iran til først [et europæisk land] og senere videre til [et andet europæisk land] i 2000, hvor han boede frem til 2009. I 2010 blev ansøgeren udvist af [europæisk land], idet han blev dømt for vold, hvorefter han blev deporteret til Iran. I Iran begyndte ansøgeren sammen med to venner, [A] og [B], at videregive kritisk materiale og oplysninger om ledende personer i det iranske styre, herunder den daværende præsident. Ansøgeren blev i foråret 2011 anholdt for at have deltaget i en demonstration i [by A] og løsladt igen fire dage senere. Omkring et år senere blev ansøgeren anholdt igen, mens han kørte i bil tæt på sin bolig i [by A]. Ansøgeren blev stoppet om natten af politibetjente og lagt i håndjern, hvorefter de ransagede hans bil og fandt [politisk materiale]. Ansøgeren blev efterfølgende idømt omkring seks års fængsel. Han fik efter seks måneders afsoning orlov i tre dage under påskud af, at hans [familiemedlem] var syg. Ansøgeren benyttede denne lejlighed til at flygte, hvorefter han levede i skjul i omkring et år i Iran, inden hans endelige udrejse af Iran. I denne periode boede ansøgeren fire eller fem forskellige steder i byerne [by A], [by B] og [by C]. Ansøgeren kom i denne periode en enkelt gang i kontakt med myndighederne i form af Basij, som konfiskerede ansøgerens [udenlandske] og iranske kørekort. De vidste ikke, at ansøgeren var eftersøgt, hvorfor han ikke blev anholdt. Efter et år i skjul besluttede ansøgeren, at han ikke havde nogen fremtid i Iran, og ansøgeren udrejste til [land], hvor han opholdt sig indtil sin indrejse i Danmark. Flygtningenævnet besluttede efter parternes samstemmende påstande at hjemvise sagen, således Udlændingestyrelsen får mulighed for at efterprøve sagens nye oplysninger og dokumenter, herunder ansøgerens oplysninger om politiske aktiviteter i Danmark.” Iran/2023/40/eeb