Nævnet omgjorde i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/55 og Iran/2022/56. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun efterfølgende er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er konverteret til kristendommen under sit ophold i Tyrkiet. Ansøgerens [nære familiemedlem F] og [ansøgerens nære familiemedlem G] begyndte at drøfte kristne emner, hvorfor ansøgeren fik interesse i kristendommen. Ansøgeren er tilknyttet [en gren af kristendommen]. Ansøgeren begyndte at gå i [kirke A] i Tyrkiet, fordi ansøgerens veninder også begyndte at gå der. Derudover var der gode undervisere i kirken, og ansøgeren havde det rigtig godt i kirken. Ansøgeren føler, at Gud hjælper hende, og ansøgeren er meget glad for at gå i kirke og for at tale med Gud. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2017. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun har deltaget i flere demonstrationer i Danmark mod det iranske regime i anledning af drabet på kvinden Mahsa Amini, i hvilken forbindelse et TV-indslag [på en dansk tv-kanal] samt still fotos herfra, er blevet videreformidlet via [et socialt medie], blandt andet via regime-modstanderen, [H’s profil på et socialt medie], der har [flere] millioner følgere. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion, er der efter Flygtningenævnets faste praksis anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, særligt når konversionen er sket efter udrejsen fra hjemlandet, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund, idet forklaringen herom ikke fremstår troværdig. Nævnet lægger herved først og fremmest vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde, hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller under mødet i Flygtningenævnet, har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for hende og hendes bevæggrunde for at konvertere, herunder hendes indre overbevisning, fremstår generel, overfladisk og konstrueret. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet lægger også vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har forklaret, at hun ikke har læst Biblen, selv om det var flere år siden, hun konverterede. Det er også bemærkelsesværdigt, at hun ikke har fejret kristne højtider i Danmark, herunder hverken jul, der angiveligt er ansøgerens yndlingshøjtid, påske, Kristi himmelfart eller pinse – hvilken sidste højtid må anses for særlig vigtig for ansøgeren, da hun er tilknyttet [en gren af kristendommen]. De fremlagte udtalelser fra forskellige kristne trossamfund, fotos og videoer samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere, som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konversion til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke af den grund ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Med hensyn til ansøgerens sur place-motiv lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ihvertfald via den iranske regeringskritiker, [H’s], [profil på et socialt medie] er blevet profileret i et betydeligt omfang via [H’s] opslag af et videoklip fra [et indslag fra en dansk tv-kanal]. Den omhandlede video viser ansøgeren i en demonstration i [en dansk by] i anledning af drabet på den iranske kvinde, Mahsa Amini, hvor ansøgeren, der er særligt fremhævet, bærer et skilt med påskriften “[slogan mod de iranske myndigheder]”, mens [videoklippet fra en dansk tv-kanal] bærer teksten “[titel på videoklip]”. Da [H] er en kendt iransk regeringskritiker, der har [flere] millioner følgere, og som må anses for at være monitoreret af det iranske styre, finder nævnet, at ansøgeren under disse omstændigheder må anses for at være blevet profileret i forhold til det iranske styre, således at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren af den grund ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/57/MLVT
