Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til, at klageren frygter at de svenske myndigheder vil udsende ham til Irak. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlems-stat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forord-ningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke har fået en retfærdig behandling af sin asylsag i Sverige og derfor ønsker at få sin sag behandlet i Danmark, samt at klageren frygter, at de svenske myndigheder vil udsende ham til Irak, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grunde til at tro, at de svenske myndigheder ikke har behandlet asylsagen i overensstem-melse med deres internationale forpligtelser. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at såfremt klageren er uenig i de svenske myndigheders afgørelse om afslag på asyl, henvises han til muligheden for at søge om genoptagelse af sin asylsag i Sverige. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/11/flfr
