Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til at klageren ikke ønsker at vende tilbage til Østrig, da han frygter, at han vil blive udsat for overgreb af den familie, som han har problemer med i hjemlandet. Derudover frygter han, at han vil blive sendt tilbage til sit hjemland, hvor hans liv er i fare. Efter en gennemgang af sagen, udtal-te Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberå-ber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublin-forordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet finder på den-ne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågæl-dende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte, at klageren frygter private personer i Østrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren kan henvi-ses til at tage kontakt til de østrigske myndigheder, herunder politiet, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren ikke vil leve i Østrig, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fremhæver i den forbindelse, at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der bør tillægges be-tydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens ansøgning om internati-onal beskyttelse, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygt-ningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør be-handles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgø-relse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2023/9/sme
