Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Genoptagede sager
Mindreårige
Formandskompetence
Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2016-2017] Deres klient, den afghanske statsborger [A], født [i 1995-1990], samt hendes medfølgende barn, [B], født [i 2015-2020], afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I vinteren 2017-2018] stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2016-2017]. [I sommeren 2023] har De søgt Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen. [I sommeren 2023] har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen, idet nævnet har vurderet, at Deres klient samt mindreårige barn er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Det fremgår af sagen, at Deres klient indrejste i Danmark [i vinteren 2015-2016] uden gyldig rejselegitimation og indgav ansøgning om asyl den samme dag. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at [A] og Deres klients mindreårige barn, [B], skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/57/TMLO