afgh202356

Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashto og sunnimuslim af trosretning fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han har boet i Danmark i mange år og fordi han føler sig vestlig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har boet i Danmark siden 2013, og han derved vil blive beskyldt for at være spion for Danmark. Ansøgerens familie er blevet slået ihjel under et bombeangreb, da nogle talibanere var hjemme hos ansøgerens familie. Ansøgeren mistede sin [familiemedlemmer A og B] under bombeangrebet, hvor [familiemedlemmer C, D og E] forsvandt. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgeren føler sig som vestliggjort grundet hans livsstil og tøjstil, og fordi han går op i de danske værdier og normer, hvorfor han vil skille sig ud og have svært ved at tilpasse sig ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren har under sagen forklaret konsistent og overbevisende om sine forhold, og Flygtningenævnet lægger i det væsentlige hans forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at hans [familiemedlemmer A og B] blev dræbt under et bombeangreb mod deres hjem, hvor hans [familiemedlemmer C, D og E] forsvandt. Ansøgeren udrejste herefter som [12-15-årig] sammen med sin [familiemedlem F] til [land], hvor ansøgeren boede i de efterfølgende år inden han som [16-18-årig] blev familiesammenført til sin [familiemedlem F], som havde fået opholdstilladelse i Danmark. Med samme begrundelse som anført i Udlændingestyrelsen, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren efter at være kommet til Danmark har modtaget telefonopkald fra personer i hans hjemområde i Afghanistan med tilknytning til Taliban, som har truet ham, herunder til at sende penge til dem. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af hans fars eller andre familiemedlemmers eventuelle tidligere forbindelse med Taliban, som kom i deres hjem forud for bombeangrebet, herunder at Taliban muligt har været af den opfattelse, at hans far har haft noget med bombeangrebet at gøre. Med hensyn til spørgsmålet om vestliggørelse fremgår det af tilgængelige baggrundsoplysninger, at situationen for personer, der opfattes som vestliggjort, skal vurderes i lyset af Talibans magtovertagelse. Den individuelle vurdering af, om der er en rimelig grad af sandsynlighed for, at asylansøgeren vil blive udsat for forfølgelse, bør yderligere tage højde for risikopåvirkende omstændigheder, herunder ansøgerens alder og muligheden for at tilpasse sig nugældende sociale restriktioner i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Ansøgeren var [12-15 år], da han sammen med sin onkel flygtede fra Afghanistan. Han var [16-18] år, da han senere blev familiesammenført med sin [familiemedlem F] i Danmark. Han var således næsten voksen, da han kom til Danmark, hvorfor der på den ene side er en vis sandsynlighed for, at han vil kunne indpasse sig ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor han har boet indtil [12-15-års] alderen, og hvor han kan tale sproget. Ansøgeren har på den anden side ikke længere familie eller andet netværk i Afghanistan, som vil kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden. Han har boet i Danmark i 10 år, og har gået [et antal] år på sprogskole og [et antal] år i folkeskole, hvor han har taget [udskoling] og [fag] i [udskoling]. Han har sideløbende hermed haft fritidsarbejde, og senere fast ansættelse i en butik, hvor han har arbejdet på fuld tid i næsten [et antal] år. Han dyrker sport i sin fritid, og har en stor omgangskreds af venner, herunder etniske danskere og andre. Han har i disse 10 år, hvor han har boet i Danmark, levet et ungdomsliv på danske præmisser og en vestlig livsstil. Han har endvidere tillært sig dansk i et sådant omfang, at nævnsmødet har været afviklet på dansk, og hvorunder han har fremtrådt på en måde, hvorpå han på væsentlige punkter må anses for integreret i det danske samfund. Efter en samlet vurdering af disse forhold – og henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan, hvor situationen har udviklet sig betydeligt efter, at Taliban har overtaget magten – finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har tilegnet sig en sådan vestlig livsstil, at han ikke vil kunne genoptage sit liv i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed. Han vil derfor ved en tilbagevenden til Afghanistan være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2023, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/56/juri