syri202371

Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 2 år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 261, stk. 1, § 266, § 225, jf. § 216, stk. 1, § 232 og § 123 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i landet, og at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han af samvittighedsgrunde ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Han har videre oplyst, at han frygter de generelle forhold som borgerkrigen har forårsaget. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder, og som ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning af grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [byrettens] dom [i foråret] 2022 og [Landsrettens] ankedom [i efteråret] 2022 straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder og udvist af Danmark for bestandigt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 266, § 225, jf. § 216, stk. 1, § 232 og § 123. Det fremgår af byrettens dom, at der var tale om en omfattende udøvelse af grov vold med en lang række skader på den forurettede til følge, og [gerningsbeskrivelse]. Ved straffens fastsættelse blev der lagt vægt på, at klageren sammen med [et antal] medgerningsmænd [gerningsbeskrivelse]. Klageren blev endvidere fundet skyldig i vidnetrusler mod den forurettede. Flygtningenævnet finder efter kriminalitetens grove og personfarlige karakter, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Flygtningenævnet finder endvidere efter kriminalitetens grove og personfarlige karakter, de nærmere omstændigheder hvorunder kriminaliteten er begået, og længden af den idømte straf, at der er en formodning for, at klageren tillige udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at kriminaliteten må tillægges betydelig vægt i afvejningen henset til kriminalitetens grovhed, som er kommet til udtryk i længden af den idømte straf på fængsel i 2 år og 6 måneder. Det kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering, at klageren ikke er dømt for anden personfarlig kriminalitet end ved den nævnte dom. De foreliggende oplysninger om bl.a. forløbet af klagerens afsoning, det forhold, at klageren er blevet prøveløsladt efter afsoning af 2/3 af den idømte straf, oplysningerne om klagerens forhold under den nuværende indkvartering på [asylcenter] og oplysningerne om klagerens familiemæssige forhold og tilknytning til arbejdsmarkedet kan heller ikke tillægges så stor vægt i afvejningen, at det kan føre til en anden vurdering. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af kriminaliteten i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Klageren, der er [35-40] år, indrejste i Danmark i 2014 som [25-30-årig]. Klageren har en ægtefælle, som han blev islamisk viet til, inden klageren udrejste af Syrien. Parret har [et antal] børn [der er mindreårige], som er født i Danmark og går i børnehave og skole. Han har endvidere [et antal] søskende i Danmark, som alle er gift og har børn, og han har også [et antal] fætre i Danmark. Klageren har gået i sprogskole, men har ikke bestået moduler på sprogskolen. Han har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, herunder ved ansættelse i to [virksomheder]. Klageren taler og skriver kurmanji og taler arabisk. Han har familie i Syrien i form af sin mor, en søster og to brødre. Han har gået i skole i Syrien i 3 år, hvor han tillige har arbejdet som [beskæftigelse]. Klageren er ved godt helbred, bortset fra [smerter efter en hændelse]. Flygtningenævnet finder efter en samlet proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed afvejes over for klagerens personlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2023/71/marau