Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører […]-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Som asylmotiv henviste ansøgeren i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet [i foråret] 2019 til, at hun frygter at blive tvangsgift med et al-Shabaab-medlem. Ansøgeren henviste til støtte herfor til, at hun boede hos sin morbror få måneder forud for sin udrejse af Somalia. En dag tog et ældre al-Shabaab-medlem, [B], kontakt til morbroren og sagde, at han ville giftes med ansøgeren. Al-Shabaab var for stærke til, at de kunne nægte [B] at blive gift med hende. Morbroren besluttede derfor, at hun skulle udrejse af Somalia. Hun udrejste omkring en uge efter. Omkring 14 dage senere ringede ansøgerens søster, [A], til ansøgeren i Etiopien og oplyste, at morbroren var blevet slået ihjel som følge af konflikten med al-Shabaab. I forbindelse med genoptagelsesanmodningen af [efteråret] 2022 har ansøgeren gentaget sine asylmotiver, idet hun har henvist til, at hun frygter at blive tvangsgift med et al-Shabaab-medlem, ligesom hun frygter overgreb som følge af, at hun ved en tilbagevenden til Somalia er en enlig kvinde uden netværk. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver i det væsentlige gentaget de oplysninger, hun fremkom med i forbindelse med behandlingen af sagen i Flygtningenævnet [i foråret] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring fremstår generel og ukonkret, ligesom den på centrale punkter er divergerende, herunder divergerende med ansøgerens søsters forklaringer. Flygtningenævnet kan tiltræde og henvise til de eksempler, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2019. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren heller ikke på meget konkrete spørgsmål i fornødent omfang har været i stand til at fremkomme med konkrete oplysninger og beskrivelser, herunder egne oplevelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af ansøgerens søsters forklaring i egen asylsag fremgår, at ansøgeren i Somalia i hvert fald har familie i form af to fætre. Flygtningenævnet finder, at indholdet af [NGO] brev af [foråret] 2022 ikke kan føre til en anden vurdering, idet det må lægges til grund, at de hindringer, som [NGO] finder, at der er for at lade ansøgeren indgå i et reintegrationsprogram, alene beror på ansøgerens oplysninger, og ikke på undersøgelser eller vurderinger, som [NGO] har foretaget. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund og taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt vedrørende den generelle situation i ansøgerens hjemområde, at det fremgår af kontrolkort fra Political Geography Now pr. 17. januar 2023, at [by] er under ATMIS/Federal Government Coalitions kontrol. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den omstændighed, at en somalisk asylansøger måtte komme fra et område, der er helt eller delvis kontrolleret af al-Shaabab, efter nævnets praksis, som er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, ikke i sig selv kan begrunde, at den pågældende meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har yderligere gjort gældende, at hun som følge af vestliggørelse vil blive anset som spion af al-Shabaab og være et let offer for seksuel overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af sit ophold i Danmark vil være vestliggjort på sådan en måde, at hun ikke vil være i stand til at genoptage sit liv i Somalia eller vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2018.” Løbenummer: Soma/2023/6/sme