Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Myanmar. Indrejst i vinteren 2004/2005.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og [kristen] fra [region A], Myanmar. Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren 2003/2004] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og at han indrejste i Danmark [i vinteren 2004/2005]. Klageren underskrev [i foråret] 2019 en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse, idet han ønskede at returnere til sit hjemland, Myanmar. I et brev af [efteråret] 2019 har Dansk Flygtningehjælp orienteret Udlændingestyrelsen om, at klageren [i foråret] 2019 udrejste til Myanmar. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2019 udrejste til Myanmar. I en e-mail af [vinteren 2021/2022] til Udlændingestyrelsen, hvor han vedhæftede ansøgningsskema, indgav klageren ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet. Han har efterfølgende rettet yderligere henvendelser til Udlændingestyrelsen. [I efteråret] 2022 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren var repatrieret til Myanmar. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på, at klageren havde opholdt sig i hjemlandet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og styrelsen vurderede, at der i klagernes sag ikke var forhold, der kunne begrunde, at klagernes opholdstilladelse alligevel ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger omstændigheder, der kan føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Klageren har henvist til, at levevilkårene og den politiske situation i Myanmar er farlig og svær, idet der blandt andet har været et militærkup i landet den 1. februar 2021, at klageren ikke har en fremtid i landet, og at det er vanskeligt for [det 4-7-årige barn], da [barnet] ikke har kunnet gå i skole, efter at familien kom til Myanmar. I den forbindelse må det som anført af Udlændingestyrelsen indgå i vurderingen, at klagerne først har rettet henvendelse til de danske myndigheder mere to og et halvt år efter, at fristen for fortrydelse af repatrieringen udløb. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. I den forbindelse bemærkes det, at klageren efter det oplyste ikke har været afskåret fra at kontakte de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt og inden 12 måneders fristen. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at forholdene i Myanmar er blevet forværret. Det bemærkes herved yderligere, at klagerens ansøgning først er indgivet cirka 11 måneder efter militærkuppet, der fandt sted i Myanmar den 1. februar 2021. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af opholdstilladelse udgør et indgreb i klagerens ret til familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet har herved lagt vægt på, at familien er udrejst samlet. Flygtningenævnet finder heller ikke, at bortfaldet af opholdstilladelsen udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privatliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet har i den forbindelse foretaget en proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Myanmar, at han er [i starten af 50´erne], at han kom til Danmark i 2005 [i starten af 30´erne], at han har boet de overvejende år af sit liv i Myanmar, og at han efter det oplyste taler sproget. Han har haft arbejde i Danmark i i hvert fald mere end ti år hos [arbejdsplads A]. I 2017 har klageren bestået Prøve i Dansk 1. Han har ikke længere familie i Danmark, idet klageren og hans samlede familie [i foråret] 2019 valgte at udrejse til hjemlandet, Myanmar. Nævnet har endvidere lagt særlig vægt på, at klageren og hans familie frivilligt er repatrieret til Myanmar, og dermed har ophævet sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Herefter, og da de forhold, der i øvrigt er anført af den beskikkede advokat, ikke kan føre til en anden vurdering, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet. Myan/2023/8/LAFAL