Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk chin og [religiøs overbevisning] fra [region], [by], Myanmar. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagerne har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt og dræbt af militæret, idet hun har boet hos sin søster, som er blevet tilbageholdt af militæret, fordi hun har haft overvågningskamera i sin [virksomhed] for at undgå tyveri. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har arbejdet i sin søsters butik og er derfor også i fare for at blive tilbageholdt af militæret. Ansøgeren arbejdede i sin søsters butik frem til [årstal] og udrejste af Myanmar i [2018-2020]. Ansøgerens søster blev angiveligt tilbageholdt af militæret i [2019-2021], fordi hun havde et overvågningskamera i sin butik. Ansøgeren frygter på den baggrund selv at være efterstræbt og i risiko for at blive tilbageholdt af militæret ved tilbagevenden til Myanmar. Ansøger har i den forbindelse oplyst, at myndighederne i landet har efterspurgt hende efter udrejsen. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansøgerens søster har været tilbageholdt af militæret, men har ikke fundet, at der er holdepunkter for at antage, at ansøgeren som følge heraf skulle være efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnet kan tiltræde denne vurdering. Ansøgerens søster blev tilbageholdt af myndighederne i [2019-2021], hvilket er flere år efter at ansøgeren var ophørt med at arbejde i søsterens butik, og [1-3] år efter at ansøgeren var udrejst af Myanmar. Det er derfor ikke sandsynligt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne som følge af søsterens forhold. Der er således ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Myanmar, at der efter militærets magtovertagelse i februar 2021 i vidt omfang har været konstateret krænkelser af menneskerettighederne, herunder vilkårlige overgreb mod civilbefolkningen. Der er imidlertid efter en samlet vurdering af disse oplysninger om den aktuelle situation i Myanmar ikke grundlag for at anse situationen i landet for at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Myan/2023/4/SCH