Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens sundhedsforhold og grupperinger i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, idet klageren frygter et netværk af [en etnisk gruppe] i Tyskland og henset til klagerens sundhedsforhold. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har [diagnose], [diagnose] og [diagnose], kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren som afvist asylansøger i Tyskland må forventes fortsat at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at en udsendelse af klageren til Tyskland forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud herfor underetter de tyske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de tyske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige forhold og særlige behov. For så vidt angår det anførte om, at klageren frygter et [etnisk gruppe] netværk i Tyskland, kan dette heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Klageren må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder, da de må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en klage til en overordnet myndighed over det tyske politis håndtering af klagerens forløb. Nævnet finder på den baggrund, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet tysk myndighed, såfremt klageren forsat føler sig dårlig behandlet af det tyske politi. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/2/juri
