Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompe-tence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren er en sårbar person og indkvarteringsforholdene i Polen. Ef-ter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændinge-lovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlæn-dingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overfø-res til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har næv-net lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da hun indgav ansøg-ning om asyl i Danmark. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, idet klageren må betragtes som en sårbar person, og idet det ikke kan afvi-ses, at klageren er blevet menneskehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er an-svarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om problemer med indkvartering, mangelfuld identifikation af sårbarhed og risiko for frihedsberøvelse uden reel ad-gang til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang i Polen, kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker vedrørende indkvarteringsforholdene i Polen, at disse efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er behæftet med væ-sentlige mangler. Nævnet kan herved henvise til AIDA’s seneste rapport ”Seeking refuge in Po-land: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum seekers” (udgivet den 7. april 2023), side 24f: ”Overcrowding does not appear to be an issue. … Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, recep-tion conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention. More broadly, however, Polish NGOs report that asylum seekers face problems when trying to find private accommodation as rents have increased markedly over the last few years and the financial allowances they receive are inadequate to pay for life’s neces-sities.” Flygtningenævnet bemærker, at frihedsberøvelse af asylansøgere, herunder også Dublin-returnees, ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og 5, og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder (EU-Chartret) artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, herunder blandt andet dom-men af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til ophold i landet. Det-te forudsættes af, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træf-fe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i EMRK og EU-Chartret. For så vidt angår det anførte om risikoen for, at klageren bliver frihedsbe-røvet ved en tilbagevendelse til Polen, bemærker Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at der i Polen sker frihedsberøvelse af asylansøgere, der overføres til Polen i medfør af Dublinforord-ningen, i et stort omfang. Det er dog anført i den ovennævnte rapport fra AIDA fra april 2023, side 29, at der også er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under op-blødning. Det fremgår af side 28: “According to the NGO Nomada, which provides assistance at various detention centres, in the second half of 2022 Dublin returnees were not detained upon ar-rival in most cases, in a change from previous practices. Instead, they were sent to the Border Guard offices on the German border. From that point, it is up to the Border Guard to request de-tention measures, but in practice many courts seem to have denied approval of these requests over the last few months. Instead, many people are left at the train station and are expected to make their own way to Biala Podlaska which is the only operational first reception centre in the country at the moment. Most of the time, Dublin returnees are not well informed about their situation and what they have to do next. Nomada reported that it had received information from the Border Guard regarding the expected arrival of approximately 300 Dublin returnees from Germany in the coming months.” Endvidere fremgår af AIDA fra maj 2023 på side 89, at polsk lovgivning inde-holder en absolut bestemmelse om, at asylansøgere med fysiske eller psykiske lidelser ikke må frihedsberøves. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på prin-cippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder på den bag-grund ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren efter det oplyste i sagen ikke har søgt asyl i Polen eller i øvrigt har haft problemer med de polske myndigheder under opholdet i Polen eller i forbin-delse med ind- og udrejsen af landet. For så vidt angår den omstændighed, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har truffet afgørelse om, at klageren er omfattet af det særlige tilbud for handlede personer, og at klageren fremstår sårbar, er Flygtningenævnet opmærksom på, at det også fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der i Polen er mangelfuld identifikation af sårbarhed. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren må antages at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s ”Country Report: Poland 2021 Update” af maj 2022, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere med sundhedsforsikring, herunder også behandling for psykiske problemer, blandt andet i form af samtaler med en psykolog eller henvis-ning til en psykiater. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at en udsendelse af klageren til Polen forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud herfor underretter de polske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt hun samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, såle-des at de polske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige forhold og særlige be-hov. For så vidt angår klagerens ikke nærmere konkretiserede frygt for en tilbagevenden til Polen bemærker nævnet, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de polske myndigheder, som må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp. Herefter, og da der heller ikke foreligger oplysninger om konkrete omstændigheder, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Polen, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af hu-manitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2023/8/juri
