Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Sagen er sambehandlet med demo/2023/6, demo/2023/7 og demo/2023/9Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk bembeer og kristen fra [by] i [provins], Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren 2011/2012] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og at hun indrejste i Danmark i [vinteren 2011/2012]. Det fremgår af brev i [foråret] 2019 fra DRC Dansk Flygtningehjælp, at klageren i [foråret] 2019 udrejste til DR Congo med henblik på at tage permanent ophold i landet. I [vinteren 2022/2023] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, idet klageren i [vinteren 2019/2022] havde underskrevet en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, da klageren ønskede at returnere til sit hjemland som led i repatriering, og da klageren ikke inden udløbet af sin fortrydelsesfrist i [foråret] 2020 havde søgt om forlængelse af fristen. Klageren har endvidere opholdt sig i sit hjemland i mere end på hinanden 12 følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens opholdstilladelse med henvisning til det ovenfor anførte og sagens oplysninger i øvrigt skal anses for at være bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om der skal ske dispensation for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelsen heraf må bero på en skønsmæssigt præget vurdering af sagens samlede omstændigheder. Klageren har herved navnlig gjort gældende, at hun ved mail i [efteråret] 2019 kontaktede en medarbejder ved DRC Dansk Flygtningehjælp og i den forbindelse tilkendegav, at hun ønskede at vende tilbage til Danmark, idet hun havde fortrudt sin repatriering. Klageren har endvidere gjort gældende, at hendes mors dårlige helbredssituation og status som særlig udsat under Covid 19-pandemien indebar, at hun ikke var i stand til at udrejse af DR Congo, og at den øvrige familie så sig nødsaget til at blive i landet for at pleje hende, ligesom klageren i øvrigt har henvist til rejserestriktionerne under Covid 19-pandemien. Flygtningenævnet har ved vurderingen af det af klageren anførte lagt vægt på oplysningerne om, at forholdene vedrørende afsendelsen og modtagelsen af den omhandlede mail til DRC Flygtningehjælp ikke har kunnet oplyses yderligere, og at klageren under alle omstændigheder først henvendte sig til de danske myndigheder med ønsket om at fortryde sin repatriering mere end [2-3] år efter udløbet af fortrydelsesfristen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er oplyst om konkrete forhold, der reelt har forhindret klageren i at udrejse til Danmark inden fristens udløb, idet det bemærkes, at det oplyste om hendes mors helbredsmæssige forhold ikke kan anses for at have udgjort en sådan hindring. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse skete udbruddet af Covid 19 i øvrigt først kort tid før udløbet af fortrydelsesfristen. Herefter, og da det, som klageren i øvrigt har anført, heller ikke kan føre til en ændret vurdering, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Klageren har til støtte for, at hendes opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, endvidere henvist til bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og artikel 8. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at situationen i DR Congo i [provinsen], hvor klageren aktuelt opholder sig, er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder dog samtidig, at i hvert fald i en sag som den foreliggende, hvor klageren frivilligt og som led i repatriering er vendt tilbage til [provins] i DR Congo, hvor situationen, allerede da klageren udrejste af Danmark i [foråret] 2019, var alvorlig og uforudsigelig (uden dog at have den aktuelle karakter), kan det anførte forhold – uanset at det må lægges til grund, at klageren befinder sig en svær situation – ikke føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet. Det er i den forbindelse ligeledes tillagt vægt, at klageren først henvendte sig til de danske myndigheder med et ønske om at fortryde sin repatriering mere end [2-3] år efter udrejsen til DR Congo. Det tilføjes, at klageren vil kunne søge asyl efter de almindelige regler herom ved fornyet indrejse i Danmark, herunder med henvisning til de generelle forhold i det pågældende område i DR Congo, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Endvidere finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse heller ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8. Det tiltrædes herunder, at klagerens forhold til sine herboende søstre efter de foreliggende oplysninger ikke kan anses for at udgøre familieliv i artikel 8’s forstand. Der er ligeledes lagt vægt på, at klageren de sidste [3-5] år har opholdt sig i DR Congo med sin øvrige familie i det område, som hun i sin tid udrejste fra, ligesom hun har stiftet selvstændig familie i DR Congo. Da klageren som nævnt opholder sig i DR Congo, er der ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2023/8/lodu