Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1993.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk bosnier og muslim fra [by], Bosnien-Hercegovina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 1993, og at han [i efteråret] 1993 blev meddelt opholdstilladelse efter § 15 i lov nr. 933 af 28. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til personer fra det tidligere Jugoslavien. Klageren blev [i efteråret] 1995 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren 2010/2011] udrejste til Bosnien-Hercegovina. [I foråret 2021] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, da han var udrejst til Bosnien-Hercegovina [i vinteren 2010/2011], og idet han havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingestyrelsen har lagt vægt på en afgørelse truffet af [kommune] [i foråret] 2019, hvoraf fremgår, at der har været et minimalt el- og vandforbrug i klagerens bolig siden 2011, at klageren ikke har været i kontakt med egen læge, sygehus eller andet inden for sundhedsvæsenet, og at klageren hver tredje måned har hævet alle pengene på klagerens bankkonto, og at der jævnligt blev afregnet udenlandsk gebyr for større valutahandler. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Bosnien, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Endvidere fandt Udlændingestyrelsen, at der ikke var forhold efter dagældende udlændingelovs § 17, stk. 3, nu § 17, stk. 2, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Videre fandt Udlændingestyrelsen, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Videre fandt Udlændingestyrelsen ikke, at klageren var omfattet af udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at klageren er udrejst til Bosnien-Herzegovina den [i vinteren 2010/2011], og at han har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., og at han frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Bosnien, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren ikke har indgivet dokumentation eller oplysninger om, hvor han har opholdt sig siden [vinteren 2010/2011], og at der ikke i sagens materiale i øvrigt er dokumentation for, at klageren har haft ophold i Danmark siden [vinteren 2010/2011]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren selv har pligt til at oplyse sin sag, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er sådanne særlige forhold efter dagældende udlændingelovs § 17, stk. 3, nu § 17, stk. 2, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden 1993, at klageren ikke taler, læser eller skriver dansk, at han ikke har taget en uddannelse i Danmark og ikke har haft arbejde i Danmark og alene har modtaget overførelsesindkomst, og at han ikke har noget familie i Danmark. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet henviser herved til Udlændingestyrelsens begrundelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: bosn/2023/1/EEB
