Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en kvindelig statsborger fra Syrien, der var meddelt beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp havde i forbindelse med sagens behandling blandt andet henvist til, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, under henvisning til, at klagerens ægtefælle opholder sig i Danmark, og at klageren frygter forfølgelse fra sin tidligere ægtefælle og fætter i Tyskland.Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Tysklands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:” Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland kan tjene som første asylland. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte, om at klageren frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle og fætter i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Klageren må henvises til at søge de tyske myndighederes beskyttelse, såfremt hun har en konflikt med sin tidligere ægtefælle og fætter i Tyskland. Det forhold, at klagerens nuværende ægtefælle, som er far til hendes kommende barn, har opholdstilladelse i Danmark, og at klageren har søgt om familiesammenføring til ham, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker herved, at familiens enhed ikke har betydning for vurdering af, hvorvidt betingelserne for, om Tyskland kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker samtidig, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. [§ 29 b-Tys/2020/2/YARS]
