Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 216 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [Landsrettens] ankedom [vinteren 2022/2023] udvist med indrejseforbud for bestandigt, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2023 truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive tvunget i militærtjeneste ved det syriske militær. Klageren vil ikke i militæret, idet han ikke vil tvinges til at slå mennesker ihjel, og han frygter også selv at blive slået ihjel. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han er efterlyst til militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han er religiøst viet med sin kæreste mod hendes families vilje. Han er blevet truet på livet i Danmark, og han frygter hendes familiemedlemmer, som opholder sig i Syrien, ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet henviser herved til Udlændingestyrelsens afgørelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den personfarlige kriminalitet, der er begået i [efteråret] 2021, sammenholdt med længden af den idømte frihedsstraf på 2 år og 6 måneder og klagerens personlige forhold, at klageren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen vægt på karakteren af den personfarlige kriminalitet, hvor klageren [beskrivelse af gerningsindholdet i straffesagen]. Det kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering, at klageren ikke er dømt for anden kriminalitet end ved den nævnte dom, at han forud for varetægtsfængslingen havde fast arbejde, og at han er religiøst viet med en kvinde, som han har to børn med. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af de begåede forbrydelser i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Klageren, der er [i slutningen af 20’erne/starten af 30’erne], indrejste i Danmark i [efteråret] 2015 [i starten af 20’erne]. Klageren er religiøst viet med en kvinde, som han har kendt siden [midten af 2010’ere], og de har sammen to børn, der er født i [starten af 2020’erne]. Klageren har endvidere [flere fjernere familiemedlemmer] i Danmark. Klageren har haft arbejde fra [midten af 2010’erne] og frem til anholdelsen. Klageren taler alene begrænset dansk, og der har under nævnsmødet medvirket tolk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den begåede kriminalitet og klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2023/74/imbs
