Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter Hamas. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Gaza. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at repræsentanter for Hamas fra ultimo december 2012 til primo februar 2013 opsøgte ham i hans smedeværksted og på hans bopæl. Af henvendelserne fremgik, at Hamas mod betaling ville have ham til at hjælpe med produktion eller reparation af våben. Ansøgeren svarede henholdende, idet han henviste til, at han skulle tage sig af sin syge moder. 2-3 uger efter den sidste henvendelse udrejste ansøgeren med sin familie legalt til Egypten. Efter udrejsen har Hamas på ny på været på værkstedet for at se efter ansøgeren, og Hamas har også ved andre lejligheder spurgt efter ansøgeren. I vurderingen af ansøgerens troværdighed lægger Flygtningenævnet væsentlig vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 skulle have forklaret, at Hamas opsøgte ham tre gange inden for en måned samt at Hamas efter udrejsen på ny henvendte sig tre gange. Senere i asylforløbet har ansøgeren forklaret, at Hamas opsøgte ham to gange inden udrejsen, at Hamas efter udrejsen har været på værkstedet en gang samt herudover spurgt efter ansøgeren. Det tillægges endvidere betydning, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 skulle have forklaret, at han under den anden henvendelse bad Hamas om udsættelse i en måneds tid, hvorimod han i Flygtningenævnet har oplyst, at sådan har han ikke forklaret. Til styrelsen har ansøgeren oplyst, at han skulle henvende sig til Hamas. I Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at det var Hamas, der ville henvende sig til ham. Ansøgeren er tillige citeret for under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 at have forklaret, at han ikke husker, om Hamas havde ringet til ham, hvilket harmonerer mindre godt med ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet om, at Hamas havde sagt til ham, at de havde ringet til ham, og at hans telefon havde været slukket. Under samme samtale i Udlændingestyrelsen skulle ansøgeren have forklaret, at Hamas ikke truede ham, da han blev opsøgt anden gang, mens ansøgerens forklaring i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 og navnlig forklaringen i Flygtningenævnet gik afslutningsvis ud på, at Hamas havde truet ansøgeren ved den anden henvendelse. Ansøgeren flygtede efter sin forklaring som en konsekvens af Hamas’ anden henvendelse. Det må på denne baggrund endvidere undre, at ansøgeren kun i beskedent omfang har kunnet forklare detaljer om henvendelsen, og herunder ikke kunne forklare på hvilket tidspunkt af døgnet, at Hamas kom til hans bopæl. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han har dårlig hukommelse, og at visse af de anførte divergenser isoleret set ikke er tilstrækkeligt til at forkaste ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder det imidlertid mindre sandsynligt, at Udlændingestyrelsen i givet fald under begge samtaler så mange gange skulle have citeret ansøgeren for noget, han ikke har forklaret, hvilket må ses i sammenhæng med, at ansøgeren har forklaret om et relativt enkelt begivenhedsforløb. Herefter, og da forklaringen i Flygtningenævnet heller ikke i øvrigt er fremstået troværdigt, finder nævnet at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om henvendelserne fra Hamas. Ansøgeren har herefter – og da de generelt vanskelige forhold i Gaza ikke kan føre til et andet resultat – ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/4
