rusl20233

Nævnet hjemviste i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk russer og kristen fra [by], [region], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har anført, at hun under sit ophold i Danmark er blevet modstander af den russiske regering og krigen i Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter afpresning fra den russiske befolkning. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at krigen i Ukraine har medført sanktioner mod Rusland, og at den russiske befolkning derfor er økonomisk trængte. Ansøgerens aktier er faldet drastisk i værdi, og det vil være vanskeligt at finde et arbejde og et sted at bo i Rusland. Pengene på ansøgerens russiske bankkonto er indefrosset. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter de russiske myndigheder, som følge af hendes politiske holdninger. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun frygter at blive fængslet eller henrettet, fordi hun ikke støtter Ruslands officielle politik i forbindelse med krigen i Ukraine. Ansøgeren har fulgt med i politik ved at se nyhederne fire gange om dagen under hendes [ophold]. Ved en tilbagevenden til Rusland vil ansøgeren melde sig ind i et politisk oppositionsparti, fordi hun gerne vil gøre en forskel for både den ukrainske og den russiske befolkning. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive udsat for diskrimination ved en tilbagevenden til Rusland. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hendes mor er etnisk [etnicitet A] og hendes far var etnisk [etnicitet B]. Ansøgeren har oplevet diskrimination fra russiske myndighedspersoner, når hun har fremvist sit pas, idet hun er blevet forvekslet med en [etnisk gruppe A] eller en [etnisk gruppe B], som følge af ansøgerens [udseende og navn]. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hendes mangeårige ophold i [andet europæisk land], vil gøre det vanskeligt for hende at vende tilbage til Rusland. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring til grund. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland vil befinde sig i en asylretlig situation omfattet af udlændingelovens § 7 på baggrund af ansøgeren eller ansøgerens [barns] politiske aktiviteter. Ansøgeren har boet i [andet europæisk land] med [sit barn] siden [2000-2005]. Det fremgår af afhøringsrapport af [vinteren 2022/2023], at ansøgeren til politiet har forklaret, at hun igennem [15-20 år] havde rejst ind og ud af [andet europæisk land], og at formålet med indrejsen i Danmark var, at hun ville anskaffe sig en advokat og få opholdstilladelse, da der var dårlige forhold i [andet europæisk land], hvad angår økonomi og sundhed. Hun var enlig mor til [et barn] [i start 20’erne], der studerede i [andet europæisk land], og hendes [nært familiemedlem] var gammel og boede i Rusland. Det fremgår videre af oplysnings- og motivsamtale af [vinteren 2022/2023], at ansøgeren har forklaret, at hun har valgt at komme til Danmark, idet der ikke er diskrimination eller racisme mod russere i Danmark, samt at hendes [nært familiemedlem] i Rusland ikke har nævnt problemer, som har noget at gøre med ansøger, udover at [nært familiemedlem] er bekymret for ansøgeren og ansøgerens situation i [andet europæisk land]. Der var ikke noget til hinder for, at ansøgeren kunne tage tilbage til [andet europæisk land] ud over det oplyste om diskrimination mod russere, og hvis hun skal tilbage til [andet europæisk land], så vil hun nok hellere til Rusland. Hun har ansøgt om asyl i Danmark, fordi hun har oplevet diskrimination i [andet europæisk land] på baggrund af sit russiske statsborgerskab, og hun har ikke konflikter i Rusland som gør, at hun ikke kan opholde sig der. Hendes bankkonti i Rusland er indefrosset, hun frygter ikke at kunne få arbejde, ligesom hun frygter den svære økonomiske situation, men herudover er der ikke noget til hinder for, at hun tager tilbage til Rusland. Det fremgår af samtalereferat af [sommeren] 2023, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke uden for private forsamlinger har givet sin politiske overbevisning til kende offentligt. Hun er først begyndt at tage politisk stilling til situationen i Ukraine i de sidste [antal] måneder. Det fremgår tillige, at hun først i løbet af de seneste [antal] måneder har fået en anden livsopfattelse, og at hun nu ikke vil tilbage til Rusland. Ansøgeren har for Flygtningenævnet fremlagt en række opslag fra [ansøgerens barns] profil på [socialt medie] fra [vinteren 2021/2022] vedrørende [aktiviteter] i [andet europæisk land] af [beskrivelse af aktiviteter]. Det er oplyst, at [ansøgerens barn] har [mellem 1.000 og 5.000] følgere på [socialt medie]. Da disse oplysninger først er fremkommet under mødet for Flygtningenævnet, finder Flygtningenævnet, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, om disse nye oplysninger kan medføre, at ansøgeren befinder sig i en asylretlig situation omfattet af Udlændingelovens § 7.” Rusl/2023/3/LAFAL