Iran202352

Nævnet meddelte i november 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder fra en landsby ved [by] i [provins], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i genoptagelsessagen henvist til, at han frygter en tilbagevenden til Iran, idet han er konverteret til kristendommen og derfor står i et modsætningsforhold til både sin familie og de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han kort tid efter sin indrejse i Danmark begyndte at gå i kirke, og [i foråret] 2016 blev han døbt i [kirke] i [by i Danmark]. Siden sin første kontakt til kristne i Danmark har ansøgeren fortsat sin kirkegang og kristne aktiviteter. Han har således løbende deltaget i gudstjenester og undervisning, ligesom han er kommet i en Bibelcafé. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren regelmæssigt og vedvarende har gået i kirke gennem knap 8 år. Han blev efter en periode med kirkegang og kristendomsundervisning døbt [i foråret] 2016. Han har herudover haft forskellige kristne aktiviteter. Han har på relevant og detaljeret måde – også på spørgsmål fra Udlændingestyrelsen – redegjort nærmere for kristendommens betydning for ham i hans daglige liv og for sin viden om kristendommen. Han har i en periode haft en kristen kæreste. Han har også redegjort for betydningen for ham af de kristne fælleskaber, han indgår i. Ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil han fortsat leve et åbent kristent liv. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren i dag må anses for reelt at være konverteret til kristendommen, og at han vil leve åbent som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren må antages at risikere forfølgelse som følge af sin religiøse overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenr.: Iran/2023/52/tps