Nævnet omgjorde i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger. Klageren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Erit/2023/9/kdo . Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [sommeren] 2019, og at hun [i sommeren] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sin (egen) illegale udrejse af Eritrea. Klageren har klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens forældre har til støtte herfor oplyst, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse i Eritrea som følge af, at hendes forældre har unddraget sig nationaltjeneste og er udrejst illegalt. I den forbindelse risikerer klageren uagtet hendes alder at blive udsat for repressalier og for at blive afhørt om hendes forældres opholdssted. Klageren risikerer endvidere asylbegrundende forfølgelse i Eritrea som følge af sin egen illegale udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren, der er [12-15 år], som følge af sin alder ikke på nuværende tidspunkt er i risiko for at blive indkaldt til nationaltjeneste i Eritrea, jf. nærmere ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service, exit and return” fra september 2019 samt Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra januar 2020. Det bemærkes endvidere, at det er i overensstemmelse med nævnets praksis, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og således ikke efter stk. 1, til personer, der ikke er i den værnepligtige alder eller af andre grunde opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, såfremt det lægges til grund, at de pågældende er udrejst illegalt af Eritrea og som følge heraf vil risikere straf ved en tilbagevenden til Eritrea. Der er derfor ikke grundlag for at meddele klageren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af hendes egne forhold. Spørgsmålet er herefter, om klageren er i en afledt risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sine forældres unddragelse af nationaltjeneste og illegale udrejse af Eritrea, som efter resolutionsnoterne i forældrenes asylakter er baggrunden for, at de er meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Herom er bl.a. følgende anført i den ovennævnte rapport fra EASO, side 41: ”Family members of deserters or draft evaders are sometimes imprisoned for a couple of weeks or months in order to put pressure on the searched persons to report back to the unit. This applies as long as the searched person is believed to be still inside Eritrea. Once the person has left the country, the relatives are usually released.” Noget tilsvarende fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra januar 2020, side 5 og 27f. Herefter og efter forklaringen fra klagerens far, hvorefter klageren under sit ophold i Eritrea ikke har været udsat for overgreb fra myndighederne i anledning af sine forældres forhold, finder Flygtningenævnet, at klageren heller ikke har sandsynliggjort, at hun er i en afledt risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tilbage står spørgsmålet, om klageren kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af sin mors opholdstilladelse. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt følgende til grund: Klagerens mor udrejste af Eritrea i [efteråret] 2016 og indrejste i [i foråret] 2018, hvorefter hun [i foråret] 2019 blev meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren forsøgte at udrejse af Eritrea sammen med sin mor i [efteråret] 2016, men blev afvist ved grænsen af myndighederne, hvorefter hun var nødsaget til at bo hos sin [nære familiemedlem] i Eritrea i omkring to år. I denne periode forsøgte familien at få klageren ud af Eritrea, således at hun kunne blive genforenet med sin mor og øvrige familie. Da grænsen til Etiopien midlertidigt blev åbnet, udrejste klageren med sin [nære familiemedlem] til Etiopien, hvor de sammen boede i en flygtningelejr drevet af UNHCR, mens de ventede på, at klageren kunne blive familiesammenført til sin mor. Efter ca. et år i Etiopien indrejste klageren i Danmark i [sommeren] 2019 som familiesammenført til sin mor. Hun har siden da boet sammen med sine forældre og sine to søskende i Danmark. Hendes forældre søgte om asyl på hendes vegne [i efteråret] 2022. Klagerens forældre og [familiemedlem] har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Konsekvensstatus er betegnelsen for den situation, hvor en asylansøger, der ikke har et selvstændigt asylgrundlag, meddeles asyl på baggrund af den pågældendes nære familiemæssige tilknytning til en anden person (hovedpersonen), der anerkendes eller allerede er anerkendt som flygtning. Konsekvensstatusbegrebet er således et udslag af det internationale princip om beskyttelse af ”familiens enhed”. Hvis betingelserne for at meddele konsekvensstatus er opfyldt, vil ansøgeren opnå opholdstilladelse efter samme bestemmelse som hovedpersonen, jf. Flygtningenævnets formandskabs beretning for 2022, side 256f. Det er nævnets faste praksis, at ansøgere, der udrejser fra hjemlandet og indrejser i Danmark sammen med hovedpersonen, meddeles opholdstilladelse som konsekvens af hovedpersonens opholdstilladelse, såfremt de øvrige betingelser for at meddele konsekvensstatus er opfyldt. I forhold til tidspunktet for udrejse af hjemlandet anses den tidsmæssige betingelse for meddelelse af konsekvensstatus umiddelbart for at være opfyldt, hvis ansøgeren er udrejst af hjemlandet inden for seks måneder efter hovedpersonen, medmindre de konkrete omstændigheder tilsiger noget andet. Hvis ansøgeren er udrejst af hjemlandet senere end seks måneder efter hovedpersonen, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan opnå konsekvensstatus, efter en konkret vurdering. Hvis ansøgeren indrejser i Danmark på et senere tidspunkt end hovedpersonen, er det en betingelse for at opnå konsekvensstatus, at det asylgrundlag, der førte til, at hovedpersonen blev meddelt opholdstilladelse, fortsat er til stede. Herudover indgår i vurderingen det tidsrum, der er forløbet mellem hovedpersonens og ansøgerens indrejser, og baggrunden for, at de ikke indrejste samtidig. Endvidere indgår i vurderingen, hvor ansøgeren har opholdt sig siden hovedpersonens udrejse af hjemlandet, og under hvilke forhold, herunder om adskillelsen må anses som en midlertidig afbrydelse af familieenheden på grund af udefrakommende omstændigheder, jf. beretningen side 275. Det fremgår af UNHCR’s Håndbog, punkt 186, at: ”Princippet om familiens enhed gælder ikke kun i tilfælde, hvor alle familiemedlemmer bliver flygtninge på samme tid. Det finder tilsvarende anvendelse i sager, hvor en familieenhed midlertidigt er blevet splittet under et eller flere familiemedlemmers flugt.” Efter en samlet og konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder finder Flygtningenævnets flertal, at der er grundlag for at antage, at klageren bør meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af sin mors opholdstilladelse. Der er ved denne vurdering navnlig lagt vægt på princippet om familiens enhed, herunder at det beror på ydre omstændigheder, at klageren og hendes mor blev splittet fra hinanden under den illegale udrejse af Eritrea i [efteråret] 2016 og først blev genforenet i Danmark i [sommeren] 2019, hvorefter de har genoptaget familielivet. Henset til begrundelsen for, at klageren først indrejste i Danmark på et senere tidspunkt end sin mor, finder Flygtningenævnets flertal, at det lange tidsrum, der er forløbet i denne henseende, ikke kan føre til en ændret vurdering. Uanset at der må lægges en vis vægt på, at klagerens forældre først ansøgte om asyl på hendes vegne i [efteråret] 2022 og således ikke i forbindelse med klagerens indrejse, finder nævnets flertal, at dette forhold, der må ses i sammenhæng med, at klageren på det omhandlede tidspunkt havde opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, heller ikke kan føre til en ændret vurdering. Herefter og efter afgørelsen i den sambehandlede sag vedrørende klagerens søster vil hele familien bestående af klageren og dennes forældre samt to søskende have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles herefter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2023/9/kdo
