Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige, samt at klageren følger sig mere behagelig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren ifølge EURODAC-databasen er registreret [i foråret] 2022 og [i vinteren 2022/2023] som asylansøger i Sverige, og at han inden endelig afgørelse er udrejst til Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det anførte om forholdene på de svenske asylcentre, herunder at klageren ikke brød sig om maden på asylcentret i Sverige, og at han var utilfreds med, at han ikke fik penge til selv at handle ind, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Nævnet bemærker i den forbindelse ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren, såfremt han oplever problemer med indkvarteringsforholdene på de svenske asylcentre, må henvises til at indgive en klage til de relevante svenske myndigheder. Det forhold at klageren mener, at han i Danmark hurtigt og bedst kan få afklaret sin sag, samt at klageren mener, at danskere er behaglige, og at han godt kan lide sproget, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Sverige i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/14/SACH
