burm201711

Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til en statsløs mand fra Burma. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [navngiven landsby], [distrikt], [region D], Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Myanmar frygter at blive arresteret, tortureret og slået ihjel af myndighederne, idet der ingen rettigheder er for [etnicitet] i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han på en ikke nærmere angivet dato i 2013 var på vej hjem fra markedet, da han blev pågrebet af politiet og slået og sparket samt frataget sine penge og ejendele. Han blev i samme forbindelse beskyldt for at være fra Bangladesh og for at have et bangladeshisk sim-kort. På en ikke nærmere angivet dato i 2014 blev ansøgeren på vej til markedet igen overfaldet af politiet. I begge tilfælde blev ansøgeren taget med til politiets kontrolpost, men fordi ansøgerens far kom til stede og kunne betale penge til politiet, undgik ansøgeren at blive tilbageholdt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Myanmar frygter, at mog-folket, også kaldet Arakan-folket, vil slå ham ihjel. Ansøgerens forældre var bekymrede, fordi situationen forværredes, og det blev besluttet, at ansøgeren måtte flygte. [I primo] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Myanmar til Thailand, hvor han opholdt sig illegalt hos sin onkel. Ansøgerens onkel blev urolig over at have ham boende, fordi de thailandske myndigheder havde meget fokus på [etnicitet], der kom til Thailand. Ansøgeren frygtede at blive sendt tilbage til Myanmar. [i foråret] 2015 rejste ansøgeren med fly fra Bangkok til Frankfurt ved hjælp af et falsk indisk pas. Det var ansøgerens familiemedlemmer i Thailand, [land A] og [land B], der betalte for hans rejse fra Myanmar til Danmark. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har afgivet en sammenhængende og troværdig forklaring om sin etnicitet, om opvæksten i [region D] i Myanmar, om sine konkrete konflikter og om flugten. Det anførte i sproganalyserap-porten taler isoleret set ikke afgørende for, at ansøgeren ikke er den, han oplyser at være. Den omstændighed, at ansøgeren med bistand fra slægtninge i Thailand er lykkedes med at flygte ind i Thailand fra Myanmar kan ikke føre til at ansøgerens forklaring af den grund må forkastes. Det samme gælder den omstændighed, at ansøgeren på trods af, at han er analfabet har kunnet forklare om forholdene for [etnicitet] i Myanmar. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er [etnicitet] fra Myanmar. Under henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Myanmar vil blive udsat for forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgerens] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. burm/2017/11/MAD