Flygtningenævnet har i februar 2023 besluttet at ændre Flygtningenævnets beslutning af marts 2022 i en genoptagelsessag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende den mandlige statsborger fra Syrien, således at fortsat har opholdstilladelse i Danmark, nu efter udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014. ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [område], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Han henviste endvidere til, at han frygtede for sit liv, idet folk fra [by] Rif Damaskus ikke var velanset hos regimet, idet byen og området var besat af Den Frie Syriske Hær. Udlændingestyrelsen har den [efteråret 2021] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han har været tilbageholdt af de syriske myndigheder to gange, idet de havde kendskab til, at han havde hjulpet sårede i [område]. Klageren har videre henvist til, at han er blevet beskyldt for at have støttet den interne og eksterne opposition i Syrien. Klageren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive sigtet og beskyldt for gerninger, som han ikke har gjort, samt at han frygter de syriske myndigheder, fordi hans søn har unddraget sig militærtjeneste. Endelig har klageren henvist til, at han vil være i et risiko for forfølgelse (sur place-motiv), idet han og hans døtre har ytret sig imod de syriske myndigheder, hvilket kan være blevet eksponeret i medierne i sådan et omfang, at han ved tilbagevenden vil være i et modsætningsforhold til myndighederne. Efter det der er fremkommet under nævnsmødet, lægger Flygtningenævnet som tidligere nævn til grund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse, straf eller risiko for overgreb som følge af de asylmotiver, han anførte for Flygtningenævnet under mødet den [foråret 2022] i relation til egne aktiviteter i Syrien forud for udrejsen. Udlændingestyrelsen har den [vinteren 2022/2023] meddelt klagerens søn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 som følge af, at han er i den militærpligtige alder og ikke ønsker at aftjene værnepligt i Syrien. Samtidig har Udlændingestyrelsen samme dato meddelt klagerens døtre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da de har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse af de syriske myndigheder som følge af offentlig kritik af det syriske styre. Klageren har i [måned] 2022 deltaget i et interview med [medie], hvor han fremstår med navn og billede, og hvor han udtaler kritik især af den danske udlændingepolitik men også i mindre grad af det syriske styre. Interviewet, der er forevist nævnet, ligger på [medie] [socialmedie]-side, og er vist [tusinder] gange og er tillige kommenteret. Samtidig har klagerens tre børn udtalt sig kritisk om det syriske styre i [måned] 2022 i et interview med [medie], hvor de alle fremstår med navn og billede, således som det er oplyst i børnenes sager i Udlændingestyrelsen, hvor interviewet er oversat. Endelig har klageren efter egne oplysninger udtalt sig kritisk om det syriske styre i et direkte interview med [medie]. Klageren og børnenes interview med [medie] er ikke længere tilgængelige på [internetside]. Klageren har efter egne oplysninger en profil på [socialmedie], hvor han har liket kritiske opslag om det syriske styre. På baggrund af en samlet vurdering af det ovenfor anførte vedrørende klageren og hans børn, herunder baggrunden for at børnene er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 samt under henvisning til det forsigtighedsprincip, som skal anvendes ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien, finder Flygtningenævnet, at klager har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder oplysninger om de syriske myndigheders monitorering af syriske statsborgere i udlandet. Flygtningenævnet ændrer derfor Flygtningenævnet beslutning af den [foråret 2022], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/15/MSAI