syri201933

Flygtningenævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Nævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra en forstad, […], til Damaskus, Syrien. Den mandlige klager har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hans familie bliver slået ihjel som følge af krigen. Den mandlige klager frygter endvidere, at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er udeblevet fra genindkaldelse til militæret. Han har deltaget i demonstrationer, været tilbageholdt tre gange, og hver gang undergivet tortur. Endvidere har han nu to svigersønner, som er deserteret henholdsvis udeblevet fra militæret. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel som følge af krigen, samt at den mandlige klager vil blive tvangsrekrutteret til det syriske militær og straffet som følge af, at han er udrejst af Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at klagerne såvel hver især som sammenholdt har afgivet divergerende forklaringer om alle centrale dele af asylmotivet, og det i så massivt et omfang, at dette ikke kan forklares. Flygtningenævnet bemærker særskilt, at det er en manifest urigtig forklaring, at den mandlige klager – endog efter datterens og svigersønnens indrejse i Danmark – har forklaret, at svigersønnen er bortført, og at ingen ved, hvor han befinder sig. Der er således intet grundlag for at antage, at den mandlige klager har deltaget i demonstrationer, været tilbageholdt af myndighederne, eller været genindkaldt til militæret. Klagerne må således anses for at have været en almindelig upolitisk familie, boende i et kvarter i Damaskus. Flygtningenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerne er sunni-muslimer, at den mandlige klagers far stammer fra […], og at familien er udrejst illegalt. Det må videre lægges til grund, at familien er blevet eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som følge af artiklen i Berlingske, ligesom der er en risiko for, at familien vil blive eksponeret gennem den arabiske fjernsynsstation, Al-Arabiya. Uanset at den mandlige klager ikke har været politisk aktiv, vil han på grund af avisartiklen for de syriske myndigheder fremstå som værende modstander af det syriske styre. Med den angivne baggrund og eksponering må det lægges til grund, at i hvert fald den mandlige klager vil blive tilbageholdt og afhørt nærmere om sin baggrund og eventuelle aktiviteter ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer m.v., finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at den mandlige klager ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af, at de syriske myndigheder anser ham for politisk aktiv og modstander af styret (imputed political opinion). Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge vægt på eventuelle garantier vedrørende indrejsen fra de syriske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/33/EMU