Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1998 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i ti måneder for overtrædelse af straffeloven [primært bestemmelser vedr. personfarlig kriminalitet], samt overtrædelse af [bestemmelser] i knivloven og [bestemmelser] i lov om tilhold samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber, muslim og irakisk statsborger. Han er født og opvokset i [andet land]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter de generelle forhold i Irak, herunder at blive vilkårligt dræbt som følge af landets uroligheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han aldrig har opholdt sig i Irak, idet han er født og opvokset i [andet land]. Derudover har han set og hørt i nyhedsmedier, at tilstanden i Irak er kaotisk, da mange civile irakere er blevet slået ihjel under borgerkrigen. Derudover har klageren oplyst, at der er konflikter mellem forskellige religiøse grupperinger i Irak. Endeligt har klageren anført, at der konstant er strømsvigt, vandmangel, og at det er vanskeligt at opretholde et liv i Irak. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og som følge af [Landsrettens] ankedom af [efteråret 2021], hvorved klageren blev udvist med indrejseforbud i 6 år, skal der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at han er i tvivl om, hvorvidt han er irakisk statsborger. Flygtningenævnet lægger efter sagens oplysninger til grund, at klageren er irakisk statsborger. Klageren har som hindring for udsendelse til Irak henvist til de generelle forhold i Irak og til, at han aldrig har været i Irak. Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan begrunde asyl. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger og i øvrigt af Flygtningenævnets praksis, at forholdene i Irak ikke er af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at personer, der kommer fra landet, alene som følge af den blotte tilstedeværelse ved en tilbagevenden, vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet tiltræder endvidere udlændingestyrelsens bemærkninger vedrørende klagerens forudsætninger for i Irak at kunne etablere en tilværelse. Flygtningenævnet tiltræder ligeledes at der ikke er noget grundlag for at antage at klageren i Irak vil være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det, klageren har anført om Udlændingestyrelsens pligt til at foretage yderligere undersøgelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren ikke har ønsket at give samtykke til, at Udlændingestyrelsen kontakter hans [familiemedlem] med henblik på at indhente oplysninger fra klagerens [familiemedlemmers] sager. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren under samtalen i [sommeren 2022] med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han, hvis de generelle forhold i Irak forbedres, problemfrit kan udrejse til Irak. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort at have et beskyttelsesbehov, som kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og det tiltrædes på denne baggrund, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Irak/2023/2
