Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til asyl- og modtagerforhold, herunder risiko for manglende eller mangelfuld indkvartering i Nederland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i sommeren 2022] i Nederlandene, at Nederlandene efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det forhold, at klageren efter det oplyste, ikke var klar over, at han havde afgivet en ansøgning om asyl, kan ikke føre til en ændret vurdering. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren frygter at blive overført til Nederlandene, idet [efterretningstjenesten i klagerens hjemland] er efter klageren, og klageren har modtaget telefoniske trusler fra [personer fra klagerens hjemland] i Nederlandene, som har tilknytning til [efterretningstjenesten i klagerens hjemland]. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet modtageforholdene i Nederlandene er mangelfulde. DRC Dansk Flygtningehjælp har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren har sin søster samt to fætre, hvoraf den ene fætter er klagerens [familiemedlem], i Danmark. Det forhold, at klageren i Nederlandene har modtaget opkald fra personer som han mener har forbindelse til [efterretningstjenesten i klagerens hjemland], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Nederlandene, må klageren henvises til at tage kontakt til de nederlandske myndigheder, herunder det nederlandske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at modtageforholdene i Nederlandene er mangelfulde, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende forholdene i Nederlandene, at der har været udfordringer i det nederlandske modtagesystem, men at der i den seneste tid er sket forbedringer. Det fremgår blandt andet af ECRE’s artikel “Reception Crises: A New Law in the Netherlands to Accommodate Refugees Is Approved by the Right”, udgivet den 11. november 2022, at: “Meanwhile in the Netherlands, a new law to ease the ongoing reception crisis by legally requiring local councils to accommodate asylum seekers and people who have been given settled status faced resistance from the largest coalition party, the VVD, which wanted to include measures to decrease the number of arrivals in the Netherlands. However, VVD finally agreed to support the law on 8 November and State Secretary Eric van den Burg intends to implement it on 1 January 2023. According to local media: “Among other things, the law regulates that the government can force municipalities to take in asylum seekers if they refuse to do so voluntarily. In an attempt to avoid this, the government will pay municipalities that house at least 100 asylum seekers a bonus of 2,500 euros per asylum seeker, provided they participate in the program voluntarily and maintain the facilities for at least five years”. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Nederlandene er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. For så vidt angår det forhold, at klageren har sin søster i Danmark, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 16, da der på sagen ikke foreligger oplysninger om et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hans søster. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Nederlandene, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes det, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Det forhold, at klageren har en voksen søster og to fætre i Danmark kan ikke føre til, at hovedprincippet i Dublinforordningen skal fraviges. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2023/3/diei
