Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ved en tilbagevenden til Frankrig var i risiko for at blive henvist til at leve på gaden uden mulighed for at dække sine basale behov, ligesom han frygtede at blive udsat for refoulement til Tjetjenien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det anførte om, at klageren frygter, at Frankrig vil sende ham til Rusland, hvor han er i risiko for tvangsmæssig hvervning til militærtjeneste grundet krigen med Ukraine, og at klageren har modtaget indkaldelser til militæret siden Frankrigs afslag på asyl, kan ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der er ikke holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i Frankrig kan anmode om genoptagelse af sin asylsag, såfremt der er oplysninger i sagen, som de franske myndigheder ikke har forholdt sig til. Det i øvrigt af klageren anførte om adgang til indkvartering og om at få dækket basale behov ved et eventuelt fortsat ulovligt ophold i Frankrig kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2023/3/anjv
