Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Sur Place
Nævnet meddelte i februar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig afghansk statsborger samt et medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er [etnicitet] og shia-muslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har boet i Iran, siden hun var [barn]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle [A] eller hans familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i Iran indgik i et ægteskab med [A], fordi hendes familie var fattig. [A] udsatte ansøgeren for verbale, fysiske og seksuelle overgreb, og hans første ægtefælle og dennes døtre udsatte ligeledes ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren har videre oplyst, at hun indledte et forhold til en anden mand, [B], mens hun var gift med [A], og at [A’s] første ægtefælle og dennes døtre fandt ud af det, da de fandt ansøgerens telefon, som indeholdt billeder af ansøgeren sammen med [B]. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren [A’s familiemedlemmer], der er bosat i landet, og hun har anført, at [A] også jævnligt opholder sig i Afghanistan i længere perioder, hvor han ejer jord. Yderligere har ansøgeren henvist til, at straffen for utroskab i Afghanistan er dødsstraf ved stening. Endelig har ansøgeren i forbindelse med genoptagelsessagen anført, at hun i Danmark har fået et barn uden for ægteskab, at hun ikke er blevet skilt fra [A], og at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer en umenneskelig hård straf for utroskab. Udlændingestyrelsen har ved nævnsmødet nedlagt påstand om, at ansøgeren og hendes datter meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet ikke har fundet anledning til, at ansøgeren skulle afgive forklaring for nævnet. Flygtningenævnet bemærker, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren og hendes mindreårige datter [C] skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/10/CARA