Nævnet hjemviste i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren 2016] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet, samt at blive kidnappet, voldtaget eller dræbt som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i foråret 2023] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse, fortsat henvist til de generelle forhold i landet. Klageren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har deltaget i demonstrationer i Danmark, idet hun opholder sig uden for Syrien, idet hendes brødre og ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste samt idet hele hendes familie har opholdstilladelse i andre lande. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren [i sommeren 2016] er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold. Efter det fremkomne, herunder klagerens forklaring, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren stammer fra [by] i Al-Hasakah. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er født i [by]. Hun flyttede med sine brødre og søster til Rif Damaskus omkring år 2000, da brødrene fik arbejde dér. Klagerens forældre blev boende i [by]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren flyttede tilbage til [by], Al-Hasakah i 2009, hvor hun begyndte i gymnasiet, og hvorfra hun udrejste i 2015. På denne baggrund, og idet bemærkes, at Flygtningenævnet ved afgørelse af 21. januar 2022 har vurderet, at klagerens ene bror Adnan Hassan Hussein og dennes families hjemområde er [by] og har hjemvist denne sag til Udlændingestyrelsen, hjemviser Flygtningenævnet ligeledes nærværende sag til Udlændingestyrelsen. Syri/2023/35/sesc