iran202316

Nævnet omgjorde i april 2023 Flygtningenævnets tidligere stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den iranske efterretningstjeneste, idet ansøgerens far er kommunist. Ansøgeren frygter endvidere at blive forvoldt skade af sin morfar og sine morbrødre som følge af ansøgerens mors konflikt med disse, idet ansøgerens morfar og morbrødre ikke accepterer, at ansøgerens mor har giftet sig med en kommunist. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren selv og ansøgerens mor blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste på deres bopæl. Ansøgerens mor blev i den forbindelse tilbageholdt og afhørt i et par timer. Ansøgeren blev nogle måneder senere indkaldt til en samtale med den iranske efterretningstjeneste, hvor ansøgeren blev afhørt om forhold vedrørende ansøgerens far. Ansøgeren sagde, at han ikke havde kendskab til sin fars opholdssted, hvorfor den iranske efterretningstjeneste lod ansøgeren gå. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgerens mor havde bedt ham om at holde sig fra sin morfar og sine morbrødre, da de ikke accepterede ansøgerens forældres forhold. Ansøgeren har slutteligt oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren blev døbt den [forår] 2019. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således også ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på blandt andet, at ansøgeren fremstår reflekteret og velovervejet om sine bevæggrunde til at konvertere til kristendommen og betydningen af kristensendommen for ham, ligesom han vedholdende har tilegnet sig yderligere viden om kristendommen ved flere længerevarende ophold på højskoler mv. og herudover har missioneret for kristendommen. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren på baggrund af sin indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen, og at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran ønsker at leve åbent som kristen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2023/16/MSAI