iran202312

Nævnet meddelte i april 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og irreligiøs fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men har på de sociale medier delt opslag vedrørende kvinderettigheder, ligesom ansøgeren i Danmark har deltaget i demonstrationer til støtte for kvinderettigheder i Iran. Ansøgeren henviste under den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet hun sammen med sin tidligere ægtefælle var konverteret fra islam til [en anden trosretning]. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen oplyst, at hendes konversion ikke var reel, og at hun betragter sig selv som irreligiøs. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som nyt asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af myndighederne, sin familie og sin tidligere ægtefælles familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun under sit ophold i Danmark har indledt et forhold til en herboende iransk mand, som hun har fået et barn med, og at hun som følge heraf har modtaget trusler fra sine familiemedlemmer. Videre har ansøgeren henvist til, at hun i Iran stadig står registreret som værende gift med sin tidligere ægtefælle, hvorfor hendes datter og forhold til hendes nuværende ægtefælle vil blive betragtet som udenomsægteskabelige, hvilket er strafbart i Iran. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun kommer fra en konservativ og religiøs familie, hvor hun blev udsat for overgreb af en af hendes [familiemedlem], hvilket var medvirkende til, at hun valgte at blive gift med sin tidligere ægtefælle, der sidenhen udsatte hende for fysisk og psykisk vold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hun i Danmark har delt opslag vedrørende kvinderettigheder, ligesom ansøgeren har deltaget i demonstrationer til støtte for kvinderettigheder i Iran. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for svækket, idet hun har erkendt, at hendes oprindelige asylmotiv ikke var reelt. Hun var således ikke og er stadig ikke konverteret fra islam til [en anden trosretning]. Ansøgeren har samtidig forklaret, at hun af sin første ægtemand blev instrueret i at gøre dette asylmotiv gældende, idet det var af betydning for hans asylsag. Uanset det anførte om ansøgerens generelle troværdighed lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sine nye asylmotiver til grund. Nævnet lægger herunder til grund, at ansøgeren i Danmark blev borgerligt viet til sin nuværende ægtefælle, selv om hun stadig er i et religiøst ægteskab med sin første ægtefælle, at hun har lagt billeder vedrørende det nye ægteskab og sin graviditet op på sin åbne [socialt medie], og at hun har modtaget en række trusselsbeskeder af meget alvorlig karakter på [social medie] fra navnlig hendes bror [A], der fortsat er bosiddende i Iran. Flygtningenævnet finder således på baggrund af ansøgerens forklaring og de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger om kvinders retsstilling i Iran, navnlig for etniske minoriteter i de kurdiske områder, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive dræbt eller udsat for anden kulturelt betinget æresrelateret straf eller overgreb som følge af hendes etablering af et nyt ægteskab med en anden mand her i landet, og at der er tale om forhold, som ansøgeren ikke kan antages at opnå myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i Danmark har udført en række regimekritiske aktiviteter ved bl.a. sin deltagelse i demonstrationer og ved skriftlige indlæg, og at hun navnlig gennem sine opslag herom på sin åbne [socialt medie] og [socialt medie] og indslag formidlet af en række udenlandske medier, herunder [A], [B] og [C], der alle er regimekritiske medier, er blevet eksponeret. Nævnet har efter baggrundsoplysningerne om Iran, herunder om de iranske myndigheders vilje og evne til at overvåge regimekritiske aktiviteter i udlandet, lagt til grund, at ansøgerens regimekritiske aktiviteter efter deres karakter og omfang er egnede til at komme til de iranske myndigheders kendskab. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran også på dette grundlag vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2023/12/SEAL