Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etinicitet] og muslim fra byen [by] i distriktet [distrikt] i [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at han [i vinteren 2013/2014] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens opholdstilladelse er senest [i vinteren 2022/2023] blevet forlænget med gyldighed til [foråret] 2025. Klageren har [i foråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor henvist til sin konflikt med Taliban, og at klageren efter Talibans magtovertagelse af Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i landet. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals” udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan, ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. Da Udlændingestyrelsen i sin afgørelse [i vinteren 2013/2014] meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som senest er blevet forlænget ved afgørelse [i sommeren] 2023, på baggrund af klagerens konflikt med Taliban, og henset til Talibans magtovertagelse i Afghanistan, opfylder klageren således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 19. januar 2023, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/19/anfi