syri202345

Nævnet hjemviste i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne har henholdsvis den [to forskellige datoer i vinteren 2022/2023] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne havde, inden deres opholdstilladelser [i efteråret] 2022 blev forlænget i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, fremsendt nye oplysninger til Udlændingestyrelsen om nye Sur Place asylmotiver. Udlændingestyrelsen har oplyst, at det beror på en beklagelig fejl, at disse nye oplysninger ikke indgik i forlængelsesafgørelserne, og Udlændingestyrelsen har på den baggrund anmodet om, at sagerne hjemvises til Udlændingestyrelsen. Klagerne har protesteret. Flygtningenævnet finder, at de oplysninger, som Udlændingestyrelsen ikke tidligere har forholdt sig til, har en sådan karakter, at sagen – også under hensyn til to instans-princippet og til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien – bør undergives en nærmere bedømmelse og undersøgelse i første instans, således at de nye oplysninger inddrages i afgørelsesgrundlaget før der træffes endelig afgørelse om statusvalg. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagerne til yderligere sagsoplysning og behandling i Udlændingestyrelsen.” Syri/2023/45/Saba/Roz