syri202339

Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er [etnicitet] af etnicitet og trosretning. Klageren er født i Al-Hasakah, Syrien, men har boet det meste af sit liv i Al-Suwayda, Syrien. Klageren var i Syrien medlem af partiet [parti] fra omkring 2011. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [vinteren 2015/2016], og at hun den [sommeren 2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [vinteren 2022/2023] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hun er eftersøgt grundet sine og familiens politiske aktiviteter. Klageren har herom oplyst, at hun i 2011 blev medlem af gruppen [parti] som var stærkt kritisk over for det syriske regime. Klagerens søster og far var ligeledes medlemmer af gruppen og aktive for denne. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter konsekvenser som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark. Klageren har herom oplyst, at hun har udtalt sig kritisk over for det syriske styre på sociale medier og er medlem af foreninger, der er kritiske over for styret, og at de syriske myndigheder har kendskab til dette. Klageren har videre oplyst, at hun har deltaget i demonstrationer imod den syriske regering, hvor hendes navn og billede blev vist, og at hun har taget en aktiv rolle ved demonstrationen. Det lægges til grund, at klageren og flere af hendes familiemedlemmer har været engageret i en [etnicitet] forening, [parti]. Klagerens forklaring om omfanget og karakteren af aktiviteterne i foreningen, herunder særligt varigheden af klagerens aktiviteter, fremstår imidlertid noget usikre. Tilsvarende gælder klagerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin offentlige stilling i 2011 og om den syriske efterretningstjenestes opsøgning af hendes familie efter klagerens udrejse af Syrien i [efteråret] 2015. Hertil kommer, at klageren forud for udrejsen af Syrien i [efteråret] 2015 i [efteråret] samme år havde fået udstedt pas, og at hun efter omstændighederne i forbindelse med pasudstedelsen, uanset hendes forklaring for nævnet om, at hun betalte bestikkelse i forbindelse med pasudstedelsen, derfor kan være udrejst legalt. Navnlig efter oplysningerne om omfanget og karakteren af klagerens sur place aktiviteter i Danmark og baggrundsoplysningerne om de syriske myndigheders overvågningsaktiviteter finder nævnet imidlertid, at klageren – under inddragelse af det forsigtighedsprincip, der gælder ved behandlingen af sager vedrørende personer fra Syrien – har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/39/ROZ